596
BAGGESEN
værdig Vejleder, men intet mere: „Hver Søndag Formiddag4, skriver hun fra Frederiksberg, hvor hun Sommeren 1806 boede hos sin Fader, „er Anders hos mig og læser for mig i Fichte. Vi sidde da gerne i Haven for ret at have Ro; han forklarer mig, hvad jeg ikke forstaar; og jeg kan aldrig sige dig, hvor lykkelig jeg er, naar jeg ret fatter det; det forekommer mig som jeg havde en Aabenbaring.“ „Hun var vittig, aandfuld og levende,“ siger hendes Broder, „Vemodens stille Fryd var hun fortrolig med, hendes letvakte Følelse eksalterte hende stundom for meget.“ Og Svogeren taler om „en vis Hypokondri hos hende, til Dels grundet i hendes Sygelighed, men dog langt mere i en ikke ganske tilfredsstillet Trang til noget højere.“ Hun kunde briste i Graad, naar Følelsen deraf kom over hende. Som hun søgte Fred i Filosofien og til Tider ogsaa fandt den i Fichtes mandige Lære, tyede hun i sin Kvide ogsaa til Musikken. „Jeg har begyndt at lære at spille,“ skriver hun Marts 1806 til sin Broder; ,.jeg trænger saa inderligt til Musik, det gør mig saa godt.“ Og hun finder hos sin Svoger H. C. Ørsted den Ro, hun selv sukker efter: „Det er en Trøst at se det Menneske, den sødeste Harmoni hersker i hans Sjæl. Tit naar jeg var sørgmodig, har det styrket mig at se paa ham, oftere naar jeg var bedrøvet, har han vidst at indgyde mig Kraft.“
Nu lærer hun Baggesen at kende. Heller ikke ham fyldte hans Ægteskab. „Min Kone“, skriver han paa den Tid i et Brev, „(endskønt næsten i alle andre Henseender Mønsteret for en fortræffelig Kone og især for en Mand af Stand og Formue Idealet af en Kone) elsker mig ikke; det er faldet i mit Lod at tilbede netop den iblandt alle, som mindst lider min Individual!-