BAGGESEN
595
ved Venskab og Sang, — hun, hellig ved Elskov og Vemod og Fryd, til ét nu forenede, klang,“ skriver han i salig Følelse af den Treenighed, han er bleven Led i. „Vi var os saa nok, O, vi vare saa fro. Vi føled ej jordiske Baand. Vi bad og vi legte, vi græd og vi lo — og alt i vort Væsen blev Aand.“
I Baggesens Digte fra denne Tid tegner der sig mere end én Gang et Billede af en ung Kvinde. Deler Agnete: „Agnete var uskyldig, var elsket, var tro; men stedse var hun ensom, hun aldrig havde Ro, aldrig Ro. Hun frydede vel andre, men aldrig var hun fro.“ Agnete har en Ægtemand, men en Havmand drager hende til sig: „Hans Kvad var saa kærligt, hans Stemme var saa sød. Hans Hjerte ham fra Læberne saa lifligen flød.“ — Der er Jomfru Else: „Hvorfor rinder saa din Taare, Mø, saa væn og ung endnu! Hvorfor blegner du saa saare? Hvorfor ler og synger du?“ Og Jomfru Else fortæller om Englen, hun havde drømt om og set svæve sig i Møde: „Om hans Skuldre Harpen klang. I hans Bryst hvert Spor af Smerte ved mit Smil blev slettet ud; og han sank til dette Hjerte, og mit Hjerte sank i Gud. Vore Sjæle sammenfløde.“ Men da hun vaagnede, laa Englen død ved hendes Side. — Det er Sophie Ørsteds Særpræg, Agnete og Else har laant.
Og Baggesen har- med sin fine Sporsans set rigtigt, naar han lader hendes Ansigt lyse af utilfredsstillet Længsel. Hendes Ægteskab kunde ikke stille den. Der slaar ingen erotisk Flamme ud af hendes Ord i Omtalen af hendes Mand: „Anders er aldrig frisk, han arbejder og lider med den ham saa egne milde Taal-modighed. Gud i Himlen give ham bedre Dage, han fortjener dem vist!“ Han er hende en klog og elsk-83*