594
BAGGESEN
Derfor ser man alle Digterelementer jage hverandre i hans Arbejder, alt i en uophørlig Bevægelse, et poetisk Kaos, hvor den forbindende Aand mangler, saa at det aldrig kommer til en solid Organisation.“
Ørsted var en lige saa usammensat og ligevægtig Natur, som Baggesen var sammensat og vekslende. I hans Dom over denne spejler sig ogsaa den oehlen-schlägerske Kredses stigende Uvilje mod Baggesen.
Den ejendommeligste Farve fik under dette Bagge-sens Ophold i København hans Forhold til Oehlenschlä-gers Søster Sophie Ørsted, A. S. Ørsteds 24-aarige Hustru, hos hvem han var bleven indført af hendes Svoger Hans Christian.
„Jeg har i længere Tid boet hos min fortræffelige Ven, Assessor ørsted, en Mand, hvem intet er for dybt og skarpsindigt, ubetinget det bedste Hoved, jeg har kendt og kender i mit Fædreland, og i Besiddelse af det ædleste Hjerte,“ skriver Baggesen i Februar 1807 til sin Ven Filosoffen Reinhold i Kiel. „Hans fortræffelige Kone,“ føjer han til, „Søster til den danske Goethe, er intet for højt, og hun er unægtelig den aandrigste Landsmandinde, jeg har lært at kende, dertil ung og smuk. Vi sværme alle tre med hverandre, idet vi ringeagte Verdens sædvanlige Adspredelser, ikke anerkende nogen anden Mennesket værdig Nydelse end den aandelige eller i det mindste den oplivende og besjæ-lende; vi ere, under filosofisk, religiøs og ægte poetisk Lekture og Samtale, som oftest os selv nok og spørge i det højeste kun efter nogle enkelte, blandt hvilke den guddommelige Kemiker H. C. Ørsted staar øverst.“
„Længslernes Hav blev til Saligheds Havn“ for Baggesen her hos Anders og Sophie Ørsted. „Han, hellig ved Tanke, ved Visdom og Dyd, — jeg, hellig