BAGGESEN
593
En uslere Smigrer kender jeg ikke end ham. Der gives næppe en Dag, hvor han ikke skifter, ej blot Meninger, men Sindelag, adskillige Gange. Denne rene Fluiditet [flydende Tilstand] er det, som gør, at han saa let bøjer sig i alle Former, men at han aldrig, gennem et ordentligt Arbejde, kan vedligeholde en fast og klar Form.“
Og endnu omtrent et halvt Aar efter at Baggesen er rejst, skriver Ørsted til Oehlenschläger om ham som Svar paa en Bebrejdelse for hans „partiske Lidenskabelighed“ mod Baggesen: „Jeg har ved et Aars daglige Omgang været nødt til at lære Baggesen at kende. Jeg havde i Begyndelsen mere Agtelse for ham, som Digter, end du og Steffens havde, og maaske mere end du endnu har. Tænk nu, at jeg, som derved allerede var meget indtaget for ham, desuden omslyngedes af hans Smigrerier og hans løjede Venskab, saa ser du selv, at det har kostet mig nogen Overvindelse, for at sige mig selv, at han er -----------. Jeg vilde spare dig
for den samme smertelige Følelse, og derfor skrev jeg om ham, ikke for at give dig en Rettesnor for dine Handlinger, men for at gøre dig opmærksom . . . Baggesen er af de stille Pralere, der give sig Mine af Beskedenhed og under denne Maske fortælle Mirakler om sig selv. Han lyver ikke blot for at ophøje sig selv, men ogsaa for at sværte andre. Han smigrer for alle Mennesker, som enten ville rose, eller som kunne bringe ham Fordele. Han gaar heri til den Yderlighed, at man ikke kan kalde ham andet end en Spytslikker. . . . For at sige min Mening om B. som Digter, saa er den, at han besidder alle de Talenter, som udfordres til en udmærket Digter, men at der mangler ham den indre Enhed, som gør mange Talenter til ét Geni.
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 38