592
BAGGESEN
Ting, indtil et Punkt, som jeg vilde betegne at ligge paa den indvendige Side af Overfladen; saa snart han kommer det mindste længere ned, suser det for hans Øren, og han véd hverken hvad han siger eller gør. Saaledes er det ogsaa med hans Vittighed, som kun træffer indtil det Punkt; sigter han dybere, saa hører man kun Pilens Susen, men den træffer ikke.“
H. C. Ørsted skriver i et Brev til Oehlenschläger en Maaneds Tid efter Baggesens Ankomst: „Baggesen er her. Han kommer meget i min Broders Hus. Han gør meget af dine Digte, især af St. Hans Aftenspillet og af Aladdin. Det gammelnordiske er han ingen Ven af og kan ikke lide de mange gamle Ord, du optager, og endnu mindre vil han vide af de gamle Former. Kort der var meget at skændes med ham om; men Viljen synes at være god. Han vil tilskrive dig en poetisk Epistel. Din Søster arbejder ej ganske uden Held paa at omvende ham til Goethe. Han føler allerede, at meget i hans Domme over denne store Digter kom af personlige Forhold. I ethvert Tilfælde maa man tilstaa, at Baggesen i Omgang er meget interessant, naar man kun ikke bringer ham til at dømme om den nyere Filosofi og Poesi. Han er virkelig svag i den Henseende, saa at han ofte ivrer mod noget, blot fordi det kommer fra de ham forhadte Personer, skønt han ved andre Lejligheder bifalder det samme, naar det ikke er ledsaget med et Navn.“
Et halvt Aars Tid efter er H. C. Ørsteds Tone bleven strengere: „Med Baggesen staar jeg bestandig paa en meget spændt Fod, endskønt jeg lever udvortes fredeligt med ham. Det smerter mig ofte i mit Inderste, at en Mand, som er født med saa mange Talenter, saa aldeles mangler al Karakter og Sammenhæng som han.