BAGGESEN
591
godlidende i Fredags Aftes, og havde slet ingen Lyst til at tage bort, da vi opdagede, at det var saa sildigt, at de vel næppe kunde komme ind af Porten [ø: Byens Port].“
I December er hun ved at blive træt af ham. „Baggesens Vers“, skriver hun til Mynster, „er kommet ud i et Bind, som bestaar af lutter Epistler ... Vi har faaet dette Jaggesenske Jask i Dag, og det ser mig saa flovt ud, at jeg vist ikke forsømmer mit Spansk for at læse deri. Nu er jeg snart ked af hans Mjøseri, men jeg er dog rørt over ham alligevel, og ytrer min Rørelse ved at tage mig meget af den lille Afplyndrer 1), som er et saa fornuftigt og ordentligt Menneske, at det ikke er at undre paa, at Jaggesen ikke kan begribe, at det er hans Søn.“
Mynster svarer hende med en skrap Kritik over Baggesen: „Nu har jeg været god saa længe; men nu har jeg spidset min Pen, og vil være ond, og det til Gavns. Af Jaskesens rimsomme Sludder-Breve har jeg læst den største Del — De vil af Titelen nok-se, at de ikke have fundet Naade for mine Øjne. Dermed vil jeg ikke nægte, at jo et og andet har moret mig, dog næsten kun i det, jeg kendte tilforn. Derimod har jeg ærgret mig over, eller foragtet ham for, den af Forfængelighed og Abjektion modbydeligen blandede Fortælling om ham selv, der gaar hel igennem Bogen, og hvis Indhold kun er, at han er en daarlig Stakkel, som ingensteds er til Pas, som ingen Ting kan til Gavns, hvilken Fortælling han ret vel kunde sparet sig, da man nok kunde have mærket ham det af alligevel.“ „Baggesen taler undertiden meget smukt om mange Slags
') B.s Søn August, f. 1795.