590 BAGGESEN
kunde mærke, at der var noget i Vejen. For Resten maa jeg tilstaa, at han aldeles ikke imponerede mig, og at jeg fandt ham langt interessantere for omtrent en halv Snes Aar siden, ti da talede han, saa jeg kunde tabe Næse og Mund over ham, og nu forekom han mig en Conservatezir ä la G., hvilket man snart kan faa nok af. Imidlertid er det dog altid Jens Bagge-sen, og det var mig ret kært at se ham engang igen, og jeg har ogsaa med megen Fornøjelse ophængt hans Portræt, som han har været saa god at forære mig, paa min Væg.“
Maaneden efter skriver hun til sin (og Oehlenschlä-gers) Ven, den senere Biskop Mynster, Onkel Job, som hun kaldte ham; „Men nu maa jeg dog straks fortælle Dem den Pudserlighed, at jeg, ikke mange Timer efter at jeg havde faaet Deres Vers, fik ogsaa Vers fra Bens Jaggesen. Jeg blev rigtignok rørt, da Fodposten bragte mig et Brev fra min Søster, hvori der laa et Brev, hvis Udskrift jeg straks kendte at være Baggesens; ti jeg havde slet ikke ventet det, og især ikke saa snart. Han havde rigtignok Aftenen i Forvejen mjøset meget for mig om, hvilken grov Synder han var, endnu ikke at have besvaret et Brev, jeg skrev ham, og forsikret mig, at Aarsagen var, han ikke havde været i Stand til at gøre det, mit Biev vældigt . . . Imidlertid fornøjede det mig dog, da jeg saa Brevet, ogsaa fordi jeg blev rørt over, at jeg igen havde gjort ham Uret . . .Jeg skrev ogsaa i Gaar et ganske smigerpræsteagtigt Brev til Jaggesen, som han i Morges fik paa si-n Seng . . . Hans Vers sendei jeg Dem en Afskrift af, for at De skal se, at der ikke er noget krampeagtigt heri, og tillige med mig være lidt rørt over ham. Han var ogsaa meget rørende og