V. HØRUP
657
var han i en politisk Kamptid forrest, naar det gjaldt at give Kampen dens Løsen og Vaabnene deres skarpe Æg.
II.
(Ved Sørgehøjtiden 23. Februar 1902.)
8 Aar færdedes Hørup som Medlem af Folketinget paa Kristiansborg Slot, andre 8 Aar i Kasernen i Frede-riciagade. Med Præg af Landet over sig midt i den store By, i sin Talebrug som i sit Udseende; med dansk Stilfærdighed og Finhed, maaske med Stænk af en Eneboernaturs Fjærnhed, i sit daglige Væsen. Som Schan-dorphs Latter, saaledes vil Hørups Smil blive staaende i Erindringen, dette skælmske, lune, kloge Smil, der fra Krogen om Øjnene kunde kaste Solskin over hans Ansigt og give ham som en Baggrund af et solbelyst sjællandsk Landskab med gule Agre og grønne Skove og blanke Søer.
Men i den lavmælede Mand var der en Glød, der brød frem i Lue, naar han i og udenfor Rigsdagen, i levende Selvfølelse paa Folkets Vegne, følte sig som den, der skulde omvurdere Værdierne her i Landet og med sin Satyrfløjte blæse alt paa sin rette Plads. Som han kæmpede mod al nedarvet Fordom, alt justeret Fejlmaal, saa han sin Opgave i at undergrave al falsk Autoritet og kunde af Hjærtens Lyst med rammende Vid hugge løs paa ethvert fredhelliget Afgudsbillede, han kom forbi paa sin Vej.
Han gav Forhandlingerne i Folketinget et eget Sving, fordi han resolut skød alle Hensyn til Side og netop vilde forarge og blotte, hvor andre kunde ønske at H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 42