C. A. J. GAD
672
for vil vi kun sige det akkurat som vi mener det: Det gaar os nær, at en dygtig Arbejdskraft nu gaar bort fra vor Kreds og vort Samfund, at vi skal miste en Mand, der paa mange Maader er et Billede paa, hvad der arbejder sig frem i vort Folk. Den Kreds, som her er samlet, fejrer nemlig ikke blot Personen — ham siger man bedst Farvel i den snævre Kreds eller under fire Øjne —, men vi vil, inden han drager bort, i ham hylde den Sag, hans Virksomhed har været Udtryk for. Og det er da ikke blot den borgerlige Hæderlighed, der stilfærdig gaar sin Gang mellem sine Medmennesker og inden sine egne Døre, — den hædrer vi ikke offentlig, fordi den betragter vi kun som Betingelsen for, at vi overhovedet skal skøtte om at have en Mand i vor Midte. Men hvad vi tænker paa, det er det modige Initiativ hos den enkelte Borger, som er Drivkraften i alt demokratisk Liv, og som har været Nerven i hvad Hr. Gad har udrettet. Vi ser op til ham ikke gennem vor æstetiske Periodes Briller med Beundring for Forni-fuldendthed i Optræden eller selskabelig Slebenhed — vi er komne til Erkendelse af, at det mangen Gang kan være Skal og Fernis, og at det ru tit er et anderledes ægte Udtryk for Indhold og Kærne. Lige saa lidt er han for os den, hvis Veltalenheds Magt vi ikke har kunnet modstaa, hvis offentlige Liv har været bygget paa Overtalelsens Kunst — ogsaa her har vi lært, at Ord ikke altid er det samme som Handling, og at Tankens Klarhed tit drukner i Talens Strøm. Vi ser op til ham, netop fordi han er en jævn Borger som alle vi andre, maaske uden alle glimrende Egenskaber, men saa meget solidere en Maalestok for os, naar det gælder om i det enkelte at lodde hvad der bor i vort Folk, og hvad vi har at bygge vor Fremtid paa. Han var en af