C. A. J. GAD
671
baade i ham og udenfor ham. Tidligere havde han antaget, at han vilde kunne komme over en stor Sorg ved at fordybe sig i sin Videnskab, nu kunde han slet ikke finde Trøst i sit Arbejde. Han sad og saa’ og saa’ ud i et uendeligt Mørke, han havde Følelsen af, at det kunde ende med, at han mistede sin Forstand. Saa en Dag, da han sad i sin Stol (det er altsammen hans egne Ord), sagde han paa en Gang: Jeg vil blive en Kristen! I den første Tid mærkede han ingen Forandring,- der kom ingen Følelse af Fred. Men lidt efter lidt blev det anderledes. Der kom naturligvis mange, mange Tilbagefald, og de gamle Tvivl dukkede op igen. „Men“, sagde han, „naar der nu kommer tørre, kolde Tider, hvad der tit gør, siger jeg til mig selv: Ja, men du har oplevet noget helt andet, og hvad du har oplevet, kan komme igen; det gælder kun om at bie taalmodig.““ I lians syge Sind var det ham til Tider, som om han sad midt i en Aandeverden. Saa døde han i Aaret 1884, 49 Aar gammel, 4 Aar efter at Sygdommen havde givet ham det første Grundstød.
C. A. J. Gad.
(Ved Festen i Anledning af hans Bortrejse til Amerika 1885.)
Vi, som i Aften er samlede her med Hr. Gad, mødes i Beklagelse over at skulle tage Afsked med ham. Vi vil ikke skrue vore Ord op og sige til ham: Nu forlader en af vort Lands betydeligste Mænd os, nu forvoldes der vort Folk et Savn, det sent vil forvinde. Nej, vi vil have, han skal tro os paa vort Ord, og der-