670
S. HEEGAARD
Sygdom. Under den blev han Kristen. Men han levede kun faa Aar efter,“ hedder det i Fortællingen.
Der er næppe Tvivl om, at det er Prof. S. Hee-gaards bekendte Indledning til 2den Udgave af hans Opdragelseslære, Karl Larsen har tænkt paa, ligesom Læseren straks kommer til at tænke paa den. Men han har omdigtet alle de personlige Forhold, der danner Baggrunden for Filosoffens Omvendelse. Heegaard havde arbejdet ivrigt paa første Udgave af sin Opdragelseslære. „Han udførte det Kunststykke at gøre sine Studier og udarbejde sin Bog samtidig. Det strænge Arbejde (og det stillesiddende Liv) nedbrød hans Kræfter, og før Korrekturen var læst paa de sidste Ark, blev han syg — et Slagtilfælde —- og maatte rejse udenlands. Han forvandt aldrig det Knæk, han havde lidt.“ I Italien, hvorhen han rejste, følte han sig ikke til Pas. „Italienerne er rene Djævle,“ skrev han hjem. Saa fik han et — dog ikke meget alvorligt — Tilbagefald af sin Sygdom, og da Budskabet derom naaede til København, rejste hans Hustru og hans Datter straks ned til ham. Otte Dage efter sin Ankomst døde den unge, livsglade Pige i Florens af Tyfus. „Han havde elsket dette Barn,“ siger Jakob Paulli i sin smukke Tale over ham, „og hans Sjæl var ved tusind fine Baand knyttet til hende. Efter sine ejendommelige sjælelige Forudsætninger havde han ikke selv haft en Ungdom saa frisk og sprudlende som mange andre. Da saa hans Datter stod paa Grænseskellet mellem Barndommen og Ungdommen, var det, som om han igennem hende fik den Ungdom, han ikke før i*et havde kendt, og derfor døde noget af det bedste i hans Liv, da hans Barn døde.“
Han kom hjem fra Rejsen, men „alt var mørkt