S. HEEGAÄRD
669
Og Bogen gik ud i Verden og gjorde sin Nytte. Den blev et Skrift, der ikke havde udspillet sin Rolle med den overstaaede Eksamen, men med sit stærke Personlighedspræg, fra hvilket der i mattere Øjeblikke kunde udgaa et vækkende Pust til én, bevaredes i blivende Eje. Den virkede med noget af en lærd, skarpsindig, humant begejstret, banebrydende Dilettants Førstehaandsfriskhed. Den skrev sig jo fra en Mand, der, medens har arbejdede paa den, hvert Øjeblik opdagede nyt Land.
Det Skrift, til hvilket nærværende Linjer er Forord, stiller sig den historiske Opgave af danne det næste Led i Kæden. Det hviler paa den Udvikling, der er fore-gaaet i Skolen og Undervisningen, siden Seegaard skrev sit Værk. Dets Indhold maa tale for sig selv. Men i ét skiller det sig i alt Fald fra sin Forgænger. Det er ikke skrevet af Eksaminatoren, der en Gang om Aaret samler de unge om sig, men af Læreren i Faget, der til daglig Brug færdes iblandt dem.
16. Januar 1898.
II.
(København, 15. Novbr. 1901.)
I sin sidste Bog: „En Kvindes Skriftemaal“ lader Karl Larsen den skildrede Kvinde fortælle, hvorledes hun kom til at læse et Skrift af en af sin Faders, den filosofiske Professors, ældre Elever, et Skrift, om hvis Indledning der havde været megen Snak, fordi han i den meddelte, at han var bleven Kristen. „Den Mands Hustru havde forladt ham med en anden, og af sine Børn fik han kun Skam og Sorg. Han havde maattet arbejde over sine Kræfter og var faldet i en langvarig