er. er. 00
S. HEEGAARD
paa den Maade, at han selv passede paa, der ikke kom til at staa noget, som stred mod hans Meninger, medens en af hans Raadgivere vogtede over, at der ikke kom til at staa noget, der kunde forarge anderledes menende. Ark for Ark gik Skriftet saa i Trykken, og han fik: det aldrig at se under ét, før det var udkommet. Det strenge Arbejde nedbrød hans Kræfter, og før Korrekturen var læst paa de sidste Ark, blev han syg og maatte rejse udenlands. Han forvandt aldrig det Knæk, han havde lidt.
Bogen var et stort, stateligt Værk, bredt i sit Anlæg og i sin Udførelse. Dette skrev sig ikke blot fra den Arbejdsmaade, ved hvilken det var blevet til, men fuldt saa meget fra den Tanke, han under Udarbejdelsen fastholdt, ikke at ville skrive en Bog, der kunde læres paa Remse af en Eksamenspisker. Han vilde vække Interessen og den frugtbare humane Følelse. Bogen kunde derfor paa sine Steder virke mindre som Lærebog end som et Opbyggelsesskrift af en Præst i den humane Pædagogiks og Etiks Tempel. Den talte til den unge Lærer personlig om hans Kald. Og den søgte yderligere at dygtiggøre ham ved tillige at føre ham ind i den psykologiske Kundskab, der er en Forudsætning for Lærerens Virksomhed. Tidens psykologiske System udvikledes i Bogen med den Klarhed i Udtrykket, som han raadede over og satte Pris paa, — selv det mest indviklede Æmne skulde kunne fremsættes saa klart, at en jævn Mand kunde forstaa det, sagde han. Til Hovedskriftet føjede han en Oversigt over Opdragelsens Historie, i hvilken man maaske nok følte, at han ikke helt var kommen uden om Farerne ved hans Arbejdsmaade, det ikke tilstrækkelig gennemarbejdede og sigtede.