OVERSÆTTELSER
679
naar Bekymring trykked nogens Hjerte. Engang kom en Kvinde til hans Bolig, bærende et nyfødt Barn paa Armen; bleg var hun, og blegere var Barnet. „Fader,“ sagde hun, „hvor skal jeg finde Trøst? Se, dette Barn er dødt, og Daabens hellige Vand har ikke rørt dets Hoved.
Ve, fortabt det er og faar vel aldrig nogen Lod og Del i Kristi Rige.“
Strengt tog Eremitten da til Orde: „Hvorfor, Kvinde, har du ladet Barnet dø foruden Daab, om og kun Nøddaab?“ Men den stakkels Moder brast i Taarer. „Fader,“ sagde hun, „i Ørknen fødte jeg mit Barn; ej Vand der var; fra oven brændte Solen mig, fra neden Sandet; hvad jeg ejed, var kun Suk og Taarer.“
Da blev Gubben rørt og faldt i Tanker, om de sølvgraa Øjenbryn han løfted Haanden op og grubled tavs en Tid lang. Men til sidst hans Dom stod fast og moden, og han talte fuld af Fred og Sagtmod: „Vandet gør det visseligen ikke, Aanden gør det, som er med i Vandet. Kvinde, trøst dig, ti dit Barn er frelst. Herrens Aand har i den svedne ørken døbt det med dit Suk og dine Taarer “
Vor Ungdom. 1881.