680
OVERSÆTTELSER
Bønnen.
Som sædvanlig sad den gamle Luther ved sit Middagsbord engang og skifted fromme, glade Ord med nære Venner, da med Klage en af disse udbrød: „Ond og tung at leve i er Verden, fuld af trælsom Id og jordisk Omsorg: intet Under derfor, at saa mangen har i Klostret søgt en savnet Stilhed. Ogsaa mig den plager, denne Støjen af en aldrig trættet verdslig Stræben I mit Nabolag der uophørlig smeddes, bankes, hamres hele Dagen, og hvor tidlig end jeg vaagner, sprede Larm og Hammerslag min Morgenandagt “
Luther lo og sagde: „Hvorfor sprede? Tænk langt heller: Jeg har sovet længe. Hør min fromme Nabo, der er oppe allerede og i Lag med Bønnen;
ti en Bøn, min Ven, er Flid og Arbejd. Sandeligen, naar den sorte Smed vaagner op og tænker: Gud har atter givet mig en Dag og Kraft til Arbejd, og han rask begynder paa at smedde, er hans trætte Pusten ej Vor Herre mindre kær, end dine Suk ham ere, og paa Himlens Port maaske hans Hammer banker stærkere end dine Bønner.“
Vor Ungdom. 1881.