EN ENEBOERS AFTENTIME
81
Hans Livsopfattelse ligger allerede her klar for Dagen. Den er mere et Følelses- eller Stemningsbillede end nogen Tankebygning. Han føler i den menneskelige Natur det guddommelige og ser i det guddommelige igen en Bekræftelse paa den menneskelige Natur. De to Synspunkter krydser stadig hinanden, uden at noget af dem kan sættes som det, der for ham er det oprindelige. I Virkeligheden er det den stærke Følelse at hans egen Naturs Kærlighedskraft, der er lians Udgangspunkt. Den fremdrager saa den Hovedside af det guddommelige, for hvilken dets andre Sider træder i Skygge. Saa bliver Kærligheden Livets Midtpunkt. Gud bliver Kærlighed, hans Forhold til Menneskene Kærlighed, deres rette indbyrdes Forhold Kærlighed. Det guddommelige er Kærlighed, Kærlighed er det guddommelige. Den bliver da allestedsnærværende, den usynlige Grundvold for alle Forhold, som skal naa deres rette Skikkelse. „Retfærdighed uden Fadersind og Brodersind er en skinnende Uting uden velsignende Kraft.“ „Som al Retfærdighed hviler paa Kærlighed, saaledes hviler ogsaa Frihed derpaa. “
Denne guddommelige, alt gennemtrængende Kærlighed faar en bestemt Form, den, P. kendte bedst fra sit eget varme Hjerte, Kærligheden mellem Forældre og Børn. Gud bliver den kærlige Fader, Menneskene de lydige Børn. „Gud Menneskehedens Fader og Mennesket Guddommens Barn, det er Troens rene Mønster.“ Dette Forhold skal saa afspejle sig i alle Livets mangfoldige Forhold. Overalt skal det højere, mere udviklede Trin staa i et Faderligheds-Forhold til det lavere, mindre udviklede. Selv i det enkelte Menneske skal de højere og ædlere Evner træde i et saadant styrende Formynderforhold til de lavere og umodnere.
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. „