80
PESTALOZZI
netop den forstandsmæssige Redegørelse for hver Enkelthed. Han forsmaar den instinktmæssige Forstaaelse. Han anerkender her ikke den Abstraktionsevne overfor Sproget, hvis Storværk i den spæde Barndom han dog selv har lovprist. Forstaa og forstaa er to Ting, det overspringer han. Og det er jo Livets uudtømmelige Rigdom, at det tilsteder tusind Arter af Forstaaelse, den ene dybere end den anden. Det samme Æmne og de samme Ord skifter Betydning og Indhold med hvert Udviklingstrin.
* * *
Pestalozzis En Eneboers Aftentime. Dette Pestalozzis første Værk, skrevet paa hans Gaard Neuhof efter fejlslagne Planer, under Nød og Elendighed, bærer kun ringe Spor af de Vilkaar, hvorunder det er blevet til. Kun en Gang imellem toner der som et Hjertesuk over egen Ulykke derigennem. Det ender dog stadig som en Sejrssang; det klinger mere af Haab om Fremtiden end af Erindring om Fortiden. Skriftet er et Slags Program for hans senere Virksomhed som Skribent og Opdrager. De Tanker, der siden udfolder sig hos ham, ligger allerede her sammenpakkede. De Følelser, der bliver Sjælen i hans Samliv med Børn, aander allerede her gennem hans ubeherskede, formløse Sprog. Det er som om han gengiver de Tanker, der uvilkaarligt melder sig hos ham, i et Udraab, idet han bliver dem var. Skriftet bestaar for en Del slet ikke af Sætninger, Forfatteren faar ikke sagt alt, hvad der rører sig i ham. Han slaar til Lyd, nævner Æmnet, giver som et Slags Overskrift over det, der drømmende fylder hans Hoved, men udmaler ikke Synerne selv. Han er ikke af de Forfattere, der intet overlader til deres Læsere.