ROUSSEAU
79
Handlinger og Samtaler. Dets Omgivelser er den Bog, hvoraf det ubevidst uophørlig beriget sin Hukommelse, saa at dets Dømmekraft engang i Fremtiden kan nyde godt deraf. I Valget af disse Omgivelser, i Omsorgen for at meddele det de Genstande, det kan erkende, og skjule for det dem, det bør være uvidende om, ligger den sande Kunst. Anvend den samme Tankegang paa Historien, saa vil ogsaa den faa sin Ret allerede i Barndommen.
*
Sprog maa et Barn ikke sættes til at studere, siger Rousseau, fordi et Sprog er andet og mere end Ord, og dette andet og mere ligger over Barnets Evne. Nu er jo imidlertid denne mekaniske Kundskab til Ordene ogsaa en Kundskab, som ikke kan springe« over. Og i Barnealderen er jo den mekaniske Hukommelse særlig arbejdsdygtig. Børn har mangen Gang endogsaa en naturlig fornøjelse ved selve det at kunne huske rent mekanisk, Remser o. 1. Blot man forstaar, at det ad den Vej kun er Sprogets døde Legeme, ikke dets Sjæl, man tilegner sig. Overfor Rousseaus Indsigelse mod Fabler i Barnealderen, fordi de selv rent sproglig ikke fuldt kan forstaas, bliver Indvendingen en noget anden. Børn har jo fra først af lært Sproget uden paa Forhaand at kende et Ord deraf. Brugen er den Læremester, der bedst indpræger Ordenes Betydning, ja som først giver Ordene deres Betydning. Ogsaa Litteraturen viser det. Forfatterne sætter derets Stempel paa Ordene, nuancerer deres Betydning, giver Sproget deres egen Tone. Men et er det at kunne bruge Sproget, maaske endogsaa som en Mester, et andet er det ad Forstandens Vej at kunne gøre Rede for denne sin Brug. Hvad Rousseau kræver, er nu