78
ROUSSEAU
ning bliver den, at den indbildte Viden er farligere end den bevidste Uvidenhed, der ikke indlader sig paa Opgaver, den savner Betingelserne for at løse.
*
Historien hører ikke hjemme i Barndommen, siger Rousseau. Men han har jo selv taget Ordet for Barndommens Ret til at tænke og føle og tage imod Livet paa sin Maade. Og nu er Historien Livets Billede. Men den Ret, Barnets Opfattelse af dette Billeds enkelte Træk har, vil han altsaa ikke anerkende. Egentlig vilde han ogsaa helst udelukke Barnet helt fra det virkelige Menneskeliv af Frygt for, at det' ikke skal kunne taale Indtrykket deraf. Og dog er Barndommens Spejlbillede af Livet Forudsætningen for den voksne Alders. Hvorfor forholde Barnet de Indtryk af historiske Begivenheder og Personer, som det kan magte, fordi det ikke kan naa helt til Bunds i sin Forstaaelse? Hvis den samme Fordring stilledes til den voksne, vilde saa ikke ogsaa han have mistet Retten til at sysle med Historien? Selv det modneste Menneske er jo nødvendigvis begrænset i sin Opfattelse af Tider og Personer. Heller ikke han kan gribe Sandheden selv, men kun den Del deraf, der kan rummes i hans Natur og hans Udvikling. Og naar Rousseau sætter den voksnes Ret til at lære Historien at kende i hans Evne til at opfatte det moralske i den, med hvad Ret sættes saa det moralske som den endelige Sandhed? Det er kun Sandhed som Maalestok for Mennesker, saadan som Menneskenaturen nu er; har Barnet da ikke i sin Opfattelse en Maalestok, der er lige saa gyldig for dets Natur? Rousseau siger selv andensteds: Det Slags Hukommelse, et Barn kan have, skal ikke være ørkesløs. Barnet holder selv Regnskab over Menneskers