ROUSSEAU
77
Jeg viser Maalet, man skal stille sig. Jeg siger ikke, man kan naa det. Men jeg siger, at den, der kommer det nærmest, naar det bedste Resultat. Og selv om Bygningen savner den sikre Grundvold, der givet den Evigheders Varighed, saa har den dog i sin Arkitekturs Naturpræg og sine Enkeltheders rene, skarpe Former en Borgen for, at den ikke har været overflødig og ikke vil blive glemt.“
*
Sørgelige Følger har kun Vildfarelsen, ikke Uvidenheden, siger Rousseau et Sted. Puster den polemiske Lidenskab ikke her hans Ord op, saa de skjuler hans egentlige Mening? Livet er for ham jo Evnernes Udvikling, Indtrykkenes Rigdom. Men Uvidenhed er jo Indtryksløshed, Tomhed. Han har selv gjort Indsigelse mod Spartanernes ensidige krigersk-fysiske Opdragelse og hævdet det almenmenneskeliges Ret. Men ogsaa Erkendelsen hører jo hjemme herunder. Viden er Erkendelsens Forsyning med Næringsstof. Uvidenheden har da sine sørgelige Følger ikke blot i de Fælder, den kan lade Mennesker blive fangne i, men ogsaa i den Stilstand, den kan medføre i deres aandelige Liv. Kundskab giver Herredømme ikke alene udadtil, men ogsaa indadtil. Hvis Uvidenheden i én Forstand gør sikker, fordi den er blind for Faren, saa er det dog kun en Tryghed, der i Virkeligheden fører til større Usikkerhed, end hvor Bevidsthed om Faren ogsaa kan tilvejebringe Midler imod den. Og det gælder, selv om et Menneske ikke kan vide alt, ikke engang alt det, der overhovedet vides af Mennesker. Rousseau selv taler jo ogsaa de nyttige Kundskabers Sag, d. v. s. bekæmper Uvidenheden, hvor den kan gøre Skade. Hans stærke Ord beskæres derved af ham selv. Hans Me-