76
ROUSSEAU
selv, skal virksom Velgørenhed stille ham i det rette Kærlighedsforhold til hans Medmennesker og give ham Indblik i Livets Virkelighed. Medlidenheden maa dog ikke udarte til Svaghed og skal derfor være knyttet til Retfærdigheden. Medlidenhed med de onde er Grusomhed mod Menneskene. Slægten, mere end Næsten, skal man ved sin Medlidenhed have for Øje.
Nu først kommer Tiden til religiøs Paavirkning. Vænner man Folk til at sige Ord uden at forstaa dem, er det bagefter let at faa dem til at sige hvad det skal være. Taler man til et Barn om Gud, bliver det nødvendigvis Afgudsdyrker eller i det mindste Antro-pomorfist. Har man én Gang set Gud gennem Indbildningskraften, er det vanskeligt nogen Sinde at faa Øje paa ham gennem Erkendelsesevnen. Først naar denne er moden nok til at fatte det rent aandelige, kan det religiøse faa nogen Betydning. Ynglingen skal føres ind deri ad den klare Tankes Vej uhindret og uhildet af positive Religioners Fordomme. I disse fremtræder det religiøse forvansket af Tid og Sted. Frit og upartisk maa han selv kunne vælge den religiøse Opfattelse og Form, der for ham er Sandheden, naar han har set de forskellige Religionsformer ligge aabent fremlagte for sine øjne.
— I saadanne Vink og Raad bliver Naturromantikeren og Polemikeren Rousseau til praktisk Pædagog. Tanken om Umuligheden af at gennemføre et saa idealt Udkast er ikke Forfatteren fremmed. „Er det min Skyld, Mennesker,“ siger han, „at I har vanskeliggjort alt hvad der er godt? Jeg føler disse Vanskeligheder, jeg indrømmer dem. Maaske er de uoverstigelige. Men det er dog altid sikkert, at man, ved at arbejde paa at holde dem nede, til en vis Grad holder dem nede.