EN ENEBOERS AFTENTIME
83
Guds Barn, er sin Faders Barn. Undersaatten, der er sin Faders Barn, er sin Fyrstes Barn.“ Det religiøse og det humane smelter sammen. Præstestanden blivei paa én Gang det guddommeliges og det menneskeliges Talsmand, den særlige, bevidste Tolk for Livets Grundforhold. „Præsterne er Forkynderne af Guddommens Faderforhold og Menneskehedens Broderforhold, deres Stand er Midtpunktet for Foreningen af Menneskehedens Naturforhold, til Velsignelse for den ved Troen paa Gud.“
Som Borgersindet har Fædrelandskærligheden sit Udspring i de samme Følelser af Taknemmelighed og Tillid. ,.Det er den folkelige Fornemmelse, den nationale Følelse af disse Nydelsers Velsignelse, som vier og helliger disse Forhold ved Folkets Tak, Kærlighed og Tro paa sin Fyrste. Her er al Fædrelandskærligheds og Borgertroskabs hellige Kilde.“ Nationalfølelse, Fædrelandskærlighed, i moderne eksklusiv Betydning kender P. intet til. Det er „den gode, moderlige Menneskenatur“, der knytter alle disse Forhold. Naar Menneskenaturen er den „gode, moderlige“, bliver trods Forskellighederne alle Mennesker i det væsentlige hinanden lige. „I enhver Dybde er Trællen sin Herre lig i Væsen og har Krav paa Tilfredsstillelse af sin Naturs Trang.“ „Gud findes i mit Væsens Inderste,“ siger han og ud-raaber: „Tro paa dig selv, Menneske, tro paa dit Væsens indre Sans, saa tror du paa Gud og paa Udødeligheden!4 „Den vises studsende Stirren ned i Skabningens Dybder og hans Gransken i Skaberens Afgrunde er ikke Menneskehedens Dannelse til denne Tro.“ Og har Menneskenaturen Sandheden i sig selv, kan heller ikke „Fyldestgørelsen af vort Væsen i dets In-6*