84
PESTALOZZI
derste, vort Væsens rene Kraft, vor Tilværelses Velsignelse, være nogen Drøm“.
„Ro og stille Nydelse er Menneskedannelsens første Formaal“, som maa naas gennem „almindelig Udvikling af Menneskenaturens indre Kræfter til ren Menne-skevisdom“. „Hvem der ikke er Menneske i sine indre Kræfter, uddannet Menneske, ham mangler Grundlaget for Uddannelsen til hans nærmere Bestemmelse og særlige Stilling.“ Kræfternes Brug og Øvelse, det er Vejen til deres Udvikling efter Naturens Orden. „Naturen afslører alle Menneskehedens Kræfter gennem øvelse, og deres Vækst grunder sig paa Brug.“ Men skal de bruges og øves, saa bliver det fjerne og fremmede til ingen Nytte, det udenadslærte og ordbrammende kun tomt Gods. Intet er farligere, end naar man, „før man har dannet sin Aand til Sandhed og Visdom ved Realkendskab til virkelige Ting, vover sig ind i Ordlærdommes og Meningers tusindfoldige Væv“. Det nære og haand-gribelige, som kan kendes virkelig, maa ogsaa være det, der først vækker. „Menneske, Fader for dine Børn, træng ikke deres Aands Kraft ud i fjerne Vidder, før den har opnaaet Styrke ved nær øvelse.“ Kun hvad der kan overskues, kan ogsaa gennemtrænges. Over det fjerne faar man kun halvt Skøn, i det fjerne kun et flygtigt Blik. Det fører ikke til Sandhed og Grundighed. „Ren Sandhedssans danner sig i snævre Kredse, og ren Menneskevisdom har i Kendskabet til ens nærmeste Forhold og i den udviklede Dygtighed i at behandle sine nærmeste Anliggender den faste Grund, hvorpaa den hviler.“
I det hele bør Mennesket holde den rette Grænse mellem Uvidenhed og Formegetviden. „Megetvidens adsplittede Virvar er ikke Naturens Basis.“ P.s senere