Husbygning

18 Kalken og overgydes med rent ferskt Vand; Læskningen befordres ved Omrøring med en Rørehage, Fig. 2, som skydes frem og tilbage i Kassen. Naar al Kalken er hen- falden og udblødt i Vandet til en Vælling, aabnes Spjældet og Kalken løber i Kulen. Risten tilbageholder hvad der muligen maatte findes i Kalken af fremmede Legemer eller dødbrændt Kalk, som ikke vil læske sig. Kalkkulen, som udgraves i Jorden, maa ikke gaa ned i Grundvandet, og hvis Jorden er sandet eller løs, maa Bund og Sider be- klædes med Bræder til Forhindring af Nedskridninger og Vandets for hurtige Bortsivning. Ved Henstand i Kulen antager Kalken en tykkere, dejformig Konsistens, hvor efter den tildækkes med et Lag Sand for ikke at tørre ind og indsuge Kulsyre af Luften. Paa denne Maade kan Kulekalken opbevares i lang Tid, og den er egentlig først fuldstændig gennemlæsket efter at have ligget i nogen Tid i Kulen, hvorfor den ogsaa vinder i Godhed og Drøjhed ved en saadan Henliggen. Kulekalkens Volumen er £ til 3 Gange saa stort som den ulæskede Stenkalks. Den læskede fede Kalk hærdner i Luften derved, at den gaar i Forbindelse med dennes Kulsyre, hvorved en Del af Hydratvandet udskilles og en Indsvinding finder Sted. Luftens Tilgang er altsaa en Betingelse for Hærd- ningen; i det indre af tykkere Mure foregaar denne over- ordentlig langsomt, saa at man endog i meget tykke Mure har fundet Kalken blød efter Aarhundreders Forløb. Mager Kalk er Kalk, som er noget mindre ren end den fede Kalk, men dog ikke indeholder større Mængder af fremmede Stoffer. Den behandles og benyttes væsenlig som den fede Kalk; kun læskes den mindre let (bedst ved Oversprøjtning) og udvider sig ikke saa stærkt ved Læsk- ningen, som foregaar med ringere Vandindsugning og Varme- udvikling. Den taaler mindre Sandtilsætning end den fede Kalk. Hydraulisk Kalk eller Vandkalk indeholder større Mængder af fremmede Bestanddele, fornemlig Kiselforbin- delser, som ved kemisk at binde Kalken, bringe denne til at hærdne uden at Kulsyren spiller nogen Rolle derved