Kemien I Menneskets Tjeneste

KUL 113 kullet, ser vi, at det brænder fuldstændig bort, og der bliver ingen Aske til- bage. Dersom vi lægger Trækul eller Sukkerkul i et Prøveglas og opheder Glasset stærkt, bortgaar der ingen Dampe. Hvis vi derimod anstiller samme Forsøg med Stenkul (Fig. 117), fyldes Glasset snart med Vanddamp, der sætter sig som Draaber paa Glassets Sider; ved videre Ophedning kommer der graalige Dampe, der dels fordraabes nederst i Glasset ved Proppen til en brunlig Vædske, Tjære, dels strømmer ud af det lille Siderør; de ud- strømmende Dampe er Gas; de kan antændes og brænder da med sodende Flamme; fortsætter vi Ophedningen, indtil Kullene ikke afgiver mere Luft, har vi Koks tilbage. Baade Stenkul og Koks efter- - lader ligesom Trækul Aske ved Forbrændingen. Trækul, Koks og Sukkerkul ligner hverandre i, , 1 at de ikke ved Ophedning afgiver Dampe; ved Op- ft J { hedning i Luft brænder de uden Flamme. Stenkul n afgiver ved Ophedning uden Luftens Adgang Vand og brændbare Dampe; ved Ophedning i Luft bræn- ij/ der det med sodende Flamme, hvilket netop beror paa, at det afgiver brændbare Luftarter (S. 18). Suk- kerkul er rent Kulstof, Trækul, Koks og Stenkul ? indeholder andre Bestanddele end Kulstof alene; af de sidste tre Stoffer indeholder Stenkul flest Uren- heder. ’ ’ - — I Naturen findes rent Kulstof meget sjældent; Fig 117 der træffes dog to Former heraf, nemlig Diamant og Grafit. Ingen af disse har Betydning som Brændstoffer. Begge taaler stærk Ophedning, uden at de smelter; dog kan Diamant paa denne Maade omdannes til Grafit, medens Grafit ikke omdannes til Diamant; begge paa- virkes ikke af Luften selv ved nok saa stærk Ophedning, men ophedes de i ren Ilt, brænder de til Kultveilte uden at efterlade Aske. Diamant er det haardeste Legeme, der findes i Verden; vi kender intet Legeme, der kan ridse i en Diamant, hvorimod Diamanten kan ridse i alle andre Legemer. Naar man finder Diamanten i Naturen, er den ret uanselig; det er først ved Slibningen, den faar den pragtfulde Glans og det glimrende Farvespil, idet Lyset brydes i den. I Oldtiden var Diamanten ikke nær saa anset som nu; paa Grund af dens store Haardhed kunde man ikke slibe den, men maatte nøjes med at polere dens naturlige Flader blanke. Først da Hollænderen Ludvig van Berguen i Aaret 1456 opdagede, at man kunde slibe Diamanten og give den kunstige Flader, der bedre fremhævede dens lysbrydende Egenskaber, steg den rigtig i Værdi. Medens London nu er Hovedsædet for Diamanthandelen, er det især Amsterdam, der har Diamant- sliberierne, som aarlig beskæftiger over 3000 Mennesker, mest Jøder. Til at Rasmussen : Kemien i Menneskets Tjeneste 8