Kemien I Menneskets Tjeneste

130 KUL Man anvender Tørv som Brændsel i skovfattige Egne, hvor Stenkul af Transporthensyn bliver for dyre. Ligesom man fremstiller Trækul, kan man ogsaa fremstille Tørvekul; herved dannes ligeledes Tjære samt en Del flygtige Stoffer, bl. a. det værdifulde Ammoniak. Til Fremstilling af Tørvekul egner sig kun de bedste Pressetørv, og for at Foretagendet skal svare sig, maa Forkulningen foregaa i Retorter med uafbrudt Drift. Mere rentabelt er det at fremstille Tørvegas (se Kraftgas), naar den kan anvendes paa selve Stedet, da Tørv ikke taaler større Transportudgifter; mulig har man her Midlet til en fremtidig bedre Udnyttelse af Tørvemoserne, idet man paa selve Stedet frem- stiller Tørvegas, der driver et Elektricitetsværk, og Elektriciteten kan da an- vendes baade i Omegnen selv og paa længere Afstand. Forsøg, der er gjort paa at fremstille Sprit af Tørv, har endnu ikke været helt tilfredsstillende. Foruden til Brændsel faar Tørv efterhaanden større og større Anvendelse til Strøelse og som gødningsdannende Stof, da den har stor opsugende Evne. Stenkul eller de sorte Diamanter, som de ogsaa kaldes, er ganske vist af en urenere Beskaffenhed end Diamanterne, og hvert enkelt lille Stykke Kul betyder i Værdi saa uendelig lidt ved Siden af en langt mindre Diamant; men sammenligner man Værdien af Jordens samlede Stenkuls- produktion med den samlede Produktion af Metaller, ædle saa vel som uædle, ædle Stene og uædle Stene, saa naar Stenkullene en næsten lige saa stor Værdi som alt det andet tilsammen. Stenkul er Jordens vigtigste Brændstof, og da al Fabriksdrift beror paa, at der er et Brændstof til Stede, der paa engang er godt og tilstrækkelig billigt, er Stenkul Grundlaget for hele den kæmpemæssige moderne Industri; det er derfor i de Egne, hvor Stenkullene findes, at Fabrikkerne skyder frem i stort Antal, og Folketætheden bliver størst. Stenkullene ligger i Reglen dybt nede i Jorden, i flere, indtil 15 Meter tykke, Lag oven paa hverandre, oftest med langt tykkere Mellemlag af Ler- skifer og Sandsten. Man kan derfor ikke bryde Stenkul i aabne Grave, da en saadan Udgravning vilde blive alt for kæmpemæssig, men man maa arbejde i underjordiske Gange. Førend en Kulgrube tages i Virksomhed, maa der først anstilles indgaaende Undersøgelser over Lagenes Beliggenhed, der som oftest er temmelig regelmæssig. Ikke sjældent findes der dog „Spring" i Kul- lagene, d. v. s. Forskydninger, der undertiden kan være ganske smaa, men ofte ogsaa er meget store. Til venstre paa Fig. 134 ses et Spring, der er meget stort, hvilket man lettest ser ved at følge fjerde Lag. Saadanne Spring volder selvfølgelig Ulemper ved Kulbrydningen. Selve Gruben (Fig. 134) har en lodret Hovedskakt, hvorigennem hele Passagen op og ned foregaar; her hejses Folkene op og ned, Kullene hejses op, og Grubevandet pumpes ud herigennem. Færdselen baade af Personer, Heste, Materiel og Kul sker ved Hjælp af et Hejseværk. Foroven bestaar dette af en mægtig Valse (Fig. 135),