Kemien I Menneskets Tjeneste

Forfatter: Hans Rasmussen

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 482

UDK: 66(042)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 502 Forrige Næste
KUL 135 bach at løse dette Spørgsmaal. Auer, som er Opfinderen af Gasglødenettet, hvortil han anvendte Forbindelser af sjældne Metaller, navnlig Cerium og Lantan, opdagede ved Arbejdet med disse, at en Legering (Metalblanding) af Jern med et saadant Metal ved Berøring med en Knivspids eller en anden Staalgenstand fremkaldte stærke Gnister, som med Lethed kunde antænde brændbare Dampe eller Lampevæger, der var fugtet med brændbare Vædsker. Ved Hjælp af en saadan Metallegering, som anbringes inden for Grubelam- pens Traadnet, kan Arbejderen, blot ved at trykke paa en Knap, tænde Lampen; et Stykke Staal slaar da imod Legeringen og giver den nødvendige Tændingsgnist. En anden Eksplosionsfare frembyder den store Mængde af Kulstøv, der fremkommer ved Brydningen. Ofte kan Kulstøvbunker antændes af sig selv. Paa Grund af den store Overflade, de har, tilsuger de en Mængde Luft, som fortættes omkring Kulkornene; herved kan der udvikles saa stærk Varme, at det let antændelige Kulstøv bryder i Brand og foraarsager Grubebrand eller Eksplosioner. Kulstøvet bekæmper man ved Befugtning med Vand (Fig. 138). Sammensætningen af Stenkul kan være noget forskellig; de ældste og bedste Stenkul er Antracit. Nedenstaaende Tabel viser Sammensætningen i pCt. af aim. Stenkul, westfalske og engelske Antracit: Kulstof Brint Ilt Kvælstof Svovl Aske Vand Stenkul 73—84 3—6,5 4,5—21 0,5 —2,3 0,5—5,5 1—8,5 0—9 Westf. Antracit... 85—87 2 0,5—1,5 2—4 4-5,5 3,5—4 Engelske Antracit. 91—93 3—3,5 2-3,5 0,5—1 1—1,5 Efter Sammensætningen og Beskaffenheden kan man ogsaa dele Stenkul i: Magre Kul, fede Kul og Gaskul. Magre Kul, hvortil Antracit hører, brænder med kort Flamme uden at sode og ryge, og de er vanskelige at faa Ild i; ved Ophedning uden Luftens Adgang giver de kun lidt Gas, men rigelig Koks; Koksene er sprøde. Fede Kul eller Kokskul soder ved Forbrænding; de giver ogsaa som Regel lidt Gas og rigelig Koks, men Koksene sintrer sammen til en fast, haard Masse. Gaskul brænder med lang, noget sodende Flamme; de giver ved Op- hedning rigelig Gas, men forholdsvis lidt Koks. Kulstøv og Kulpulver, som man faar i stor Mængde ved Brydningen, er vanskelige at sælge og omdannes derfor til Koks eller Briketter. Til Briket-