Kemien I Menneskets Tjeneste

VARMEVÆRDI OG VARMEGRAD 141 grad, men ved højere Varmegrad kun 1°; den kan opvarme 1 Kilogram Kviksølv 30°, 1 Kilogram Luft eller Kvælstof omtrent 5°. Dette Forhold kan vi benytte til at beregne Forbrændingstemperaturen. Naar f. Eks. 1 Kilogram Brint brænder, forener det sig med 8 Kilogram Ilt til 9 Kilogram Vanddamp; da nu Vanddampen maa blive opvarmet til Forbrændingstemperaturen, og der til at opvarme 9 Kilogram Vanddamp 1° kræves 1 Kalorie, maa de 29000 Kalorier, der frigøres, kunne opvarme de 9 Kilogram Vanddamp til 2_9oolo eller omkring 3200°, som altsaa bliver Forbrændingstemperaturen. Dersom Brinten nu ikke brænder i ren Ilt, men i Luft, skal der ogsaa bruges Varme til at ophede Luftens Kvælstof, hvilket medfører, at vi faar en lavere Varme- grad; ligesom før maa der bruges 8 Kilogram Ilt, men 8 Kilogram Ilt er i Luften blandet med 25 Kilogram Kvælstof, og Forbrændingsvarmen skal nu benyttes til at opvarme 9 Kilogram Vanddamp og 25 Kilogram Kvælstof; for at opvarme denne Blanding 1° kræves 9 -j- (25 . f) = 14 Kalorier, og For- brændingstemperaturen bliver derfor kun -2-9T°I0-0-, som er lidt over 2000°. Paa lignende Maade kan man finde, at 1 Kilogram Kulstof ved Forbrænding i ren Ilt maa give en Temperatur paa 4—5000°, medens det ved Forbrænding i Luft kun giver ca. 2000°. I Praksis kan man dog langtfra regne med de Varmegrader, som vi saaledes ad Teoriens Vej kan finde. Selv om vi forudsatte, at Forbrændingen var fuldstændig, gaar der dog en Mængde Varme tabt; dels benyttes den til at opvarme Omgivelserne, baade Ovnen selv og Rummet uden om Ovnen, dels forbruges den til atter at sønderdele noget af Forbrændingsproduktet, idet den høje Varmegrad, som vi før har lært, bevirker, at den kemiske Om- sætning delvis gaar tilbage igen. Dersom vi altsaa kunde gaa ud fra, at vi fik en fuldstændig Forbrænding, vilde Nyttevirkningen af Brændselet dog blive noget mindre end den teoretiske Brændværdi; men det er ingen let Sag at faa en fuldstændig Forbrænding. Hvor langt vi her naar, beror paa Ovnens Indretning og paa det Brændstof, vi benytter. Dersom vi fyrer med faste Brændstoffer, kan vi ikke vente, at Kullet lige akkurat tager al Luftens Ilt og forbinder sig hermed, nej den faar som Regel kun en Del af den. Følgelig omdannes Kulstoffet kun delvis til Kultveilte; der dannes ogsaa Kulilte, og hvis vi benytter Stenkul, Tørv eller Træ, dannes der desuden Kulbrinter, Forbindel- ser af Kulstof, Brint og Ilt samt Kulstøv (Sod); næsten alle disse værdifulde Produkter er brændbare, men de gaar bort gennem Skorstenen til ingen Verdens Nytte; det er mange Millioner Kroner, der hvert Aar gaar op ad Skorstenene og ikke gør Spor af Gavn, men lægger sig som Smuds rundt ■omkring. Man kan saa for at undgaa den ufuldstændige Forbrænding sørge for, at der er en saa rigelig Tilstrømning af Luft til Ildstedet, at Brænd- stoffet nødvendigvis maa brænde helt op. Af det foregaaende vil vi let indse, .at der da maa kræves et meget stort Overskud af Luft, men hele denne