Kemien I Menneskets Tjeneste

VARMEVÆRDI OG VARMEGRAD 143 skellige Kanaler. Vi vil senere se, at det ikke blot er ved Fyringsanlæg, men at man overalt i den kemiske Industri sørger for, at der spildes saa lidt Varme som muligt, idet man udnytter den Varme, et Stof har, til at opvarme et andet Stof med. Langt højere Varmegrad end den, man praktisk talt kan faa ved For- brænding, er der i den elektriske Lysbue. Heraf benyttede den franske Ke- miker Henry Moissan (f. 1852, d. 1907) sig til Indretning af den elek- triske Ovn (Fig. 141), som er den stærkeste Varmekilde, vi har paa Jorden. Den elektriske Ovn bestaar af en Blok af brændt Kalk eller ildfast Ler, som for- oven er forsynet med en Fure, hvori Kul- stængerne ligger; i Midten, lige under Kul- spidserne, er der en Fordybning, som op- tager det Stof, der skal underkastes den stærke Ophedning. Foroven lukkes Ovnen med et Laag af samme Materiale som Ovnen selv; de elektriske Ledninger fast- gøres uden for Ovnen til Kulstængerne. Ved Hjælp af denne Ovn og med Anven- delse af Strømme paa indtil 1000 Ampere naaede Moissan en Temperatur af mellem 3000° og 4000°. De Stoffer, man tidligere regnede for usmeltelige, smeltede heri, dog ikke Kulstof. Ved endnu stærkere Strøm (indtil 2000 Ampere) kunde Kalkblokken, Fig. 142. Henry Moissan. (Efter Aftonbladet.) som har et meget højt Smeltepunkt, ikke taale den stærke Varme, men blev tyndflydende som Vand. Ovnens Fordybning blev da dækket med Kulplader, og derover blev lagt Plader af Magniumilte, som taaler en meget høj Varmegrad. Luftgas, Vandgas, Acetylengas. Luftgas. Naar Kul ophedes stærkt i en Strøm af Kultveilte (S. 37), reduceres Kultveilten til Kulilte: Kultveilte -j- Kul = Kulilte. Den samme kemiske Omsætning foregaar i enhver Kakkelovn; naar Luften føres ind under Risten, forener Ilten sig med de nederste Kullag til Kultveilte, som atter afiltes, idet den strømmer op gennem de overliggende