Kemien I Menneskets Tjeneste

156 STENKULSGAS OG DENS BIPRODUKTER i Forbindelse med et Tælleapparat, der tæller Omdrejningernes Antal, og man kan da aflæse, hvor meget Gas der er gaaet igennem Maaleren. Under- tiden benytter man tørre Gasmaalere, som dog er mindre nøjagtige end de vaade Maalere; de er dannet af 2 Læderblæsebælge, som er indrettet saa- ledes, at den ene tømmes, naar den anden fyldes med Gas. De almindelige Gasbrændere er Fladbrændere, hvor Gassen strømmer ud af en smal Revne; Brænderen er af Fedtsten, da Metalbrændere giver svagere Lys, fordi Metallet er en god Varmeleder og derfor afkøler Flam- men. Fordelagtigere er det at bruge en Slags Rundbrænder, hvor Luften kan komme til ogsaa indvendig fra; naar Lufttilførselen endvidere forøges ved Hjælp af et Lampeglas, faar man en varmere og hvidere Flamme. Foruden til Belysning anvender man ogsaa Gas til Opvarmning, navnlig som Brændstof i Køkkenet, hvor det er ulige bekvemmere at tænde et Gas- apparat end at fyre op med Brænde og Kul; ganske vist vilde Vandgas eller Kraftgas være et billigere Brændstof, men disse Gasarter kan man som Regel ikke faa fra større Gasbeholdere, da saadanne ikke indrettes; desuden kan Gasværkerne gøre Driften mere rationel, naar de ikke blot skal levere Gas i Aftentimerne til Belysning, men ogsaa kan levere Gas om Dagen til Husholdningerne, og man sætter derfor Prisen paa Gas til Opvarmning lavere end paa Gas til Belysning. Da den almindelige Lysgas ved Anven- delse af sædvanlige Brændere vilde tilsode Redskaberne, maa man indrette særlige Brændere, hvorved man opnaar en fuldstændigere Forbrænding. Saa- danne Brændere er forsynet med Huller, hvorigennem der tilsuges Luft, og man faar derved en Blanding af Gas og Luft, Kogegas, som brænder med blaalig Flamme og heder stærkere end Lysgas. Gasbelysning har i Tidens Løb haft en haard Konkurrence at bestaa dels med Petroleumslys, dels med elektrisk Lys. Naar Gaslyset endnu har kunnet hævde sin Plads, skyldes det Gasglødelyset. Opfinderen af Gløde- lyset er den tyske Kemiker Auer von Welsbach, som i 1880 gjorde den Opdagelse, at Ilterne af de sjældne Metaller Torium og Cerium ved Glødning udsendte et stærkt, hvidt Lys. De første Auerlamper præsterede dog kun en kedelig, hvidblaa Maaneskinsbelysning; og det blev først, efter at Auer i Aaret 1891 opdagede, at Lyset forstærkedes i meget høj Grad, naar der benyttedes Toriumilte, som indeholdt en ganske ringe Mængde Ceriumilte, at Glødelyset fik den store Udbredelse, det nu har. Glødenettet fremstilles som et Dob- beltnet af rent Bomuldstraad, der er sammensnøret i begge Ender. Nettet dyppes i en Opløsning af ceriumholdigt Toriumnitrat, tørres, skæres over paa Midten, saa at der fremkommer to Net; disse vides ud over en Træ- form og antændes ovenfra; herved „afbrændes" Nettet, Bomuldstraaden brænder bort, og Nitraterne omdannes ved Glødningen til Ilter, som hverken smelter eller fordamper selv ved meget høj Temperatur; endnu mere hold-