Kemien I Menneskets Tjeneste

FLYDENDE OG FASTE BELYSNINGSSTOFFER 177 Elektricitet, Gas eller Petroleum, falder det os lidt vanskeligt at forstaa, at alle disse Goder er af ganske ny Oprindelse; de gaar ikke længere tilbage i Tiden end til Midten af forrige Aarhundrede, da Gassen begyndte at blive almindelig anvendt som Gadebelysning; fra 1860 begynder Petroleumslys at trænge frem, og først i den sidste Menneskealder faar vi det stærke, hvide Lys, nemlig Gasglødelys og elektrisk Lys. Længere tilbage i Tiden havde man to Slags Lysgivere, enten Lys eller Lamper. Disse erstattedes ofte af harpiksholdige Fyrrepinde, eller man nøjedes med Solens Lys om Dagen, medens man om Natten overgav sig til Mørkets Herredømme. Hvad enten man benytter Lamper eller Lys, er den kemiske Omsæt- ning den samme, og de ydre Forhold er i Hovedsagen ret ensartede. I begge Tilfælde suges flydende Brændstof op gennem en Væge; i Lampen er Brændstoffet i Forvejen flydende, og man maa derfor have det i en Be- holder; i Lyset er Brændstoffet fast, men bliver flydende ved Flammens Varme, og der danner sig omkring Vægen en lille Fordybning, der tjener til Beholder for det flydende Brændstof. I begge Tilfælde foregaar der under Paavirkning af Flammens Varme en kemisk Omdannelse af Brændstoffet, hvorved der udvikles brændbare Gasarter, og det er dem, der danner Flam- men (S. 19). Lampen har man kendt lige fra Oldtiden af; man mener, at den stam- mer fra det gamle Ægypten, hvorfra den saa har udbredt sig til Græken- land og Rom og videre til det øvrige Europa. Den almin- delige Form var et langstrakt Kar (Fig. 164), som enten A var aabent eller lukket, og som Brændstof anvendtes i Syden Olivenolie; i Olien ligger der en Væge, som rager ud af en Tud i den ene Ende af Lampen. I Norden an- vendte man Tran som Brændstof og enten en Bomulds- Fig. 164. væge eller et Stykke Siv. En saadan Lampe brænder med en temmelig svag Flamme. Da Vædsken forbruges efterhaanden, synker dens Overflade, og Vægen maa løfte Vædsken et Stykke, der bliver større og større; dette bevirker, at Olietilførselen til Flammen bliver mindre og min- dre; Lampen brænder derfor efterhaanden daarligere, soder og gaar til sidst ud af Mangel paa Næring, idet det ender med, at Vægen ikke mere kan suge Olien helt op til Flammen. Allerede i Middelalderen paaviste Kunstne- ren Leonardo da Vinci, at en stærk Luftstrøm bevirker, at Flammen lyser bedre, og han anbefalede i dette Øjemed at forsyne Lampen med en Glas- cylinder. Denne meget vigtige Forbedring fik dog ingen Betydning, førend Franskmanden Quinquet atter fremsatte Tanken flere Hundrede Aar efter. Lys. Hos de gamle Grækere og Romere benyttede man foruden Olie- lamper og Fakler tillige Lys; disse sidste var i Virkeligheden nærmest Fak- ler, idet de var dannet af Træpinde, som dyppedes i Olie eller Harpiks. I Rasmussen: Kemien i Menneskets Tjeneste