Kemien I Menneskets Tjeneste

178 FLYDENDE OG FASTE BELYSNINGSSTOFFER det 2det Aarhundrede begyndte man at fremstille Lys af Tælle eller Voks, og som Væge anvendte man en snoet Hørtraad. Senere brugte man hyppigst Tællelys eller Tælle, blandet med Harpiks. Voks var langt bedre Lysstof, men dengang som i Nutiden var det meget dyrt, og i de Tider, da selv Tællelys var en sjælden Ting, kunde der kun hos de velstillede være Tale om at bruge Vokslys. Den største Forbruger af Vokslys var den katolske Kirke; det var ikke Smaasummer, der her anvendtes til Belysning; i Begyn- delsen af det 16de Aarhundrede brugte Domkirken i Wittenberg saaledes 18000 Kilogram Vokslys om Aaret. Det var først i det 17de Aarhundrede, man lærte at støbe Lys; før den Tid fremstilledes Lysene ved at trække Vægen gennem smeltet Tælle eller Voks. Endelig var selve Vægen en højst ufuldkommen Ting. Ved Lysets Forbrænding indhylles Vægen af de Gasarter, der dannes, og den afspærres derved fra Luften udenfor; som Følge heraf brænder den ikke bort, men forkuller langsomt. Den forkullede Væge rager op i Flammen og hindrer denne i at brænde regelmæssigt. Derfor maatte man af og til nappe det øverste Stykke af Vægen bort, hvad man kaldte at „pudse" eller „snyde" Lyset. For at undgaa det besværlige Arbejde med at pudse Lyset anbefalede Franskmanden Cambacéres i'Begyndelsen af forrige Aarhundrede at be- nytte flettede Væger. Idet den flettede Væge forkuller, krummer den sig, og den yderste Spids af Vægen kommer derfor uden for Flammen og i Berø- ring med Luften, som bevirker, at den efterhaanden brænder bort. Denne Forbedring kunde dog ikke holde Liv i de gamle Tællelys, da man begyndte at fremstille bedre Lysstoffer. I den første Tredjedel af forrige Aarhundrede fremkom Stearinlyset, senere Paraffinlyset og omkring Midten af Aar- hundredet Petroleum. Stearin og Voks. Naar vi undtager Voks, hører alle de Stoffer, man tidligere anvendte til Belysning, altsaa Olie, Tran og Tælle, til en Gruppe af organiske Forbindelser, som vi kalder Fedtstoffer. Kendskabet til Fedtstof- fernes Kemi skyldes Franskmanden Michel Chevreul (f. 1786, d. 103 Aar gammel i Aaret 1889). I Aaret 1824 offentliggjorde Chevreul et Arbejde under Titlen: „Kemiske Undersøgelser over Fedtstofferne af dyrisk Oprindelse"; i dette Arbejde klargjorde han Fedtstoffernes Sammensætning, hvad der viden- skabelig set var af stor Betydning, men han har hermed tillige givet Stødet til, at der fremkom en stor Industri, som udnyttede Fedtstofferne paa en praktisk Maade. Fedtstofferne er et Slags Salte, der bestaar af Baseresten Glyceryl og Syrerester af forskellige organiske Syrer, som vi lettest sammenfatter under Navnet Fedtsyrer; hertil hører de faste Syrer Stearinsyre og Palmitin- syre samt Vædsken Oliesyre foruden mange andre Syrer. Alle Fedtsyrer