Kemien I Menneskets Tjeneste

188 FLYDENDE OG FASTE BELYSNINGSSTOFFER løser lidt Blyilte i Natriumhydroxyd og ryster Olien hermed; dersom den da indeholder Svovl, farves den sort. Raffineret Stenolie skal være en klar Vædske, der ikke har stærk Lugt og ikke efterlader en blivende Fedtplet paa Papir; den maa heller ikke blive mørkebrun, naar den rystes med koncentreret Svovlsyre. Det maa være farefrit at benytte Stenolie i Lamper. Dersom den indeholder Benzin i større Mængde, er den ikke ufarlig, da Benzinen let kan give Anledning til Eksplo- sioner. For at undgaa dette har man truffet særlige Bestemmelser. Dersom man hælder lidt Stenolie ud i en Skaal og holder en brændende Tændstik over, maa den Blanding af Luft og Oliedamp, der dannes oven over Vædsken, ikke bryde i Brand før ved en bestemt Varmegrad, i Reglen over 21 °; Olien er i saa Fald ufarlig. I Lampebeholderen kan der vanskeligt indtræffe Eks- plosion, da der her ikke er en eksplosiv Luftblanding, men overvejende Stenoliedamp, og en Blanding af Stenoliedamp og Luft er først eksplosiv, naar der til 1 Rumfang af den første findes 8—10 Rumfang Luft. Dersom Stenolien indeholder større Mængder af Destillationsresten sammen med en Del Benzin, aftager Flammen i Lysstyrke, idet de mere flygtige Bestanddele først brænder bort, og den mindre flygtige Del bliver tilbage i Beholderen og vanskeligt suges op gennem Vægen. Til Belysning brænder man Stenolie i Lamper, og det gælder her om, at de Dampe, der suges op gennem Vægen, brænder fuldstændigt, saa at der ikke kommer ildelugtende Dampe ud i Værelset. Forbrændingen skal helst have samme Styrke hele Tiden; dette opnaar man ved at benytte ren Sten- olie, en Lampe med Væge, der overalt har samme Tykkelse, ved jævn Til- førsel af Brændstoffet og ved tilstrækkelig Ophedning paa det Sted, hvor Forbrændingen foregaar. Tilføres der for lidt Luft, soder Flammen, da alt Kulstoffet ikke brænder; tilføres der for megen Luft, afkøles Flammen, og den kan da ogsaa komme til at sode; selv om Forbrændingen i sidste Til- fælde er fuldstændig, bevirker Afkølingen dog, at Lysstyrken bliver ringere. Stenolielampen bestaar af en Beholder; oven over denne er der en Holder med Brænderør samt en Bærer for Glasset og Kuplen. Brænderøret er dobbeltvægget og kegledannet; idet den flade Væge skrues op gennem Røret, faar den Form som en hul Cylinder. I den ene Side af Brænderøret er der en Spalte, hvorigennem Luften kan komme ind. Naar Dampene ved Vægeranden antændes, fremkommer der en hul Flamme, som modtager Luft baade indenfra og udenfra. Ved Hjælp af en Brændeskive, som anbringes paa Brænderøret, bredes Flammen ud til Siden. Glasset tjener dels til at skaffe Luft til Flammen, dels til at beskytte denne mod Trækvind og hindre den i at flagre. Kuplen, som laves af Mælkeglas, blænder mod for skarpt Lys og fordeler Lyset. Da Stenolien er tyndflydende, suges den let op gennem Vægen, og selv om Oliens Overflade efterhaanden kommer til at ligge lavere,