Kemien I Menneskets Tjeneste
Forfatter: Hans Rasmussen
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 482
UDK: 66(042)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
188
FLYDENDE OG FASTE BELYSNINGSSTOFFER
løser lidt Blyilte i Natriumhydroxyd og ryster Olien hermed; dersom den
da indeholder Svovl, farves den sort.
Raffineret Stenolie skal være en klar Vædske, der ikke har stærk Lugt
og ikke efterlader en blivende Fedtplet paa Papir; den maa heller ikke blive
mørkebrun, naar den rystes med koncentreret Svovlsyre. Det maa være
farefrit at benytte Stenolie i Lamper. Dersom den indeholder Benzin i større
Mængde, er den ikke ufarlig, da Benzinen let kan give Anledning til Eksplo-
sioner. For at undgaa dette har man truffet særlige Bestemmelser. Dersom
man hælder lidt Stenolie ud i en Skaal og holder en brændende Tændstik
over, maa den Blanding af Luft og Oliedamp, der dannes oven over Vædsken,
ikke bryde i Brand før ved en bestemt Varmegrad, i Reglen over 21 °; Olien
er i saa Fald ufarlig. I Lampebeholderen kan der vanskeligt indtræffe Eks-
plosion, da der her ikke er en eksplosiv Luftblanding, men overvejende
Stenoliedamp, og en Blanding af Stenoliedamp og Luft er først eksplosiv,
naar der til 1 Rumfang af den første findes 8—10 Rumfang Luft. Dersom
Stenolien indeholder større Mængder af Destillationsresten sammen med en
Del Benzin, aftager Flammen i Lysstyrke, idet de mere flygtige Bestanddele
først brænder bort, og den mindre flygtige Del bliver tilbage i Beholderen
og vanskeligt suges op gennem Vægen.
Til Belysning brænder man Stenolie i Lamper, og det gælder her om,
at de Dampe, der suges op gennem Vægen, brænder fuldstændigt, saa at der
ikke kommer ildelugtende Dampe ud i Værelset. Forbrændingen skal helst
have samme Styrke hele Tiden; dette opnaar man ved at benytte ren Sten-
olie, en Lampe med Væge, der overalt har samme Tykkelse, ved jævn Til-
førsel af Brændstoffet og ved tilstrækkelig Ophedning paa det Sted, hvor
Forbrændingen foregaar. Tilføres der for lidt Luft, soder Flammen, da alt
Kulstoffet ikke brænder; tilføres der for megen Luft, afkøles Flammen, og
den kan da ogsaa komme til at sode; selv om Forbrændingen i sidste Til-
fælde er fuldstændig, bevirker Afkølingen dog, at Lysstyrken bliver ringere.
Stenolielampen bestaar af en Beholder; oven over denne er der en
Holder med Brænderør samt en Bærer for Glasset og Kuplen. Brænderøret
er dobbeltvægget og kegledannet; idet den flade Væge skrues op gennem
Røret, faar den Form som en hul Cylinder. I den ene Side af Brænderøret
er der en Spalte, hvorigennem Luften kan komme ind. Naar Dampene ved
Vægeranden antændes, fremkommer der en hul Flamme, som modtager Luft
baade indenfra og udenfra. Ved Hjælp af en Brændeskive, som anbringes paa
Brænderøret, bredes Flammen ud til Siden. Glasset tjener dels til at skaffe
Luft til Flammen, dels til at beskytte denne mod Trækvind og hindre den i
at flagre. Kuplen, som laves af Mælkeglas, blænder mod for skarpt Lys og
fordeler Lyset. Da Stenolien er tyndflydende, suges den let op gennem
Vægen, og selv om Oliens Overflade efterhaanden kommer til at ligge lavere,