Kemien I Menneskets Tjeneste

196 SPRÆNGSTOFFER lade en helt ny Tid oprinde. Men hver for sig har de været vigtige Værktøj i den historiske Udviklings Haand. Kompasset gav Sømanden større Sik- kerhed for at styre sit Skib i den rigtige Retning, selv om han i mange Dage ikke saa andet end Himmel og Hav. Med denne Sikkerhed kunde man tryggere vove sig ud paa det store Hav; man vovede sig ud, og man fandt nye Verdener, og Opdagelsen af disse nye Verdener gjorde ikke blot fysisk talt Menneskehedens Horizont videre, men den bidrog ogsaa til aandelig at udvide Horizonten. Bogtrykkerkunsten forvandlede Bøger fra en meget kostbar Artikel til en Vare, der var overkommelig for alle de Mennesker, som higede efter at tilfredsstille deres Kundskabstørst; det blev nu mere umuligt at slaa enhver Kritik og enhver ny Tanke ned, end det før havde været; selv om man ogsaa dømte en Kætters Skrifter til Baal og Brand, var Mangfoldiggørelsen saa let, at man vanskeligt kunde sikre sig, at alt blev tilintetgjort. Endelig fik ogsaa Krudtet sin store Kulturmission. De Støtter, som Middelalderens Samfund byggede paa, var Ridderne, som med deres øvede Arm og gode Vaaben med Lethed kunde sprede den gemene Hob, hvis den fandt paa at tale højt om sine Rettigheder. Men selv om ogsaa den stærke Riddersmand kunde glimre ved en Turnering og i Slaget med egen Haand fælde en halv Snes ringere bevæbnede og mindre øvede Fjender, saa formaaede hans Kraft saa uendelig lidt over for den mægtige Kraft, der ligger gemt i Krudtet, og der er ingen Tvivl om, at Krudtet i høj Grad bidrog til at gøre Ende paa Riddervæsenet. Det blev dog ikke alene Krigsvæsenet, som Krudtet fik revolutioneret. Da Menneskene rigtig formaaede at løse Krudtets slumrende Kræfter og gøre sig til Herrer over dem, anvendte man ikke blot Krudtet til at forsvare sig selv med eller til at myrde sine Medmennesker med, men man anvendte det ogsaa til at bortrydde Hindringer, der ellers var uovervindelige. Naar man tidligere skulde bane sig Vej ned i Jordens Indre for at hente Mineralerne frem, eller man skulde anlægge en farbar Vej i Bjergegne, maatte man møj- sommeligt arbejde sig frem med Hammer, Mejsel og Brækjærn, indtil man fandt paa først at opvarme Stenene ved mægtige Baal og bagefter afkøle med koldt Vand, hvorved man opnaaede, at de blev lettere at bearbejde. Alligevel var Ophedningen kun et ringe Fremskridt i Sammenligning med det Arbejde, Krudtet kunde præstere; i en Brøkdel af et Sekund kunde nogle Kilogram Krudt løsrive mere af selv den haardeste Stenart, end mange Men- nesker i lang Tid formaaede. Krudtet har derfor i høj Grad bidraget til det store Opsving, Bjergværksdriften har haft i de sidste Aarhundreder; Krudtet har gjort det muligt at anlægge Havne paa næsten utilgængelige Steder, og det har banet Vej for Jernbanen gennem de vildeste Bjergegne. Ogsaa indirekte har Krudtet haft kulturel Virkning, idet det har virket fremmende paa Lægekunsten. Førend man anvendte Krudt til Bøsser og