Kemien I Menneskets Tjeneste

LUFTEN. FORBRÆNDING 15 Luften. Forbrænding. Forbrænding i Luften. Naar vi tænder et Lys, brænder det; vi ser, det bliver mindre og mindre, og vi kan let ved Forsøg vise, at der er dannet nye Stoffer ved Forbrændingen. Vi holder et tørt, blankt Glas over Lyset, og vi ser, at der sætter sig Dug (Vanddraaber) paa Glasset; den Vanddamp, der dannes ved Lysets Forbrænding, er usynlig og breder sig ud i Luften, men dersom den bliver afkølet, fordraabes den, og vi kan da se Vandets Tilstedeværelse. Vi anbringer derefter Lyset paa en Metaltraad og sænker det ned i et Glas, hvori vi i Forvejen har hældt noget Kalkvand; vi lader Lyset brænde nogen Tid i Glasset, tager det saa op og ryster Glasset; der fremkommer da hvidt Bundfald i Kalkvandet, og vi slutter heraf, at der maa være dannet Kultveilte. Naar et Lys brænder, dannes der Kultveilte og Vand; Lysets Forbrænding er altsaa en kemisk Forandring. Vi kan prøve at lade andre Stoffer brænde. Vi lægger lidt Svovl paa et Skaar, som stilles paa et Bræt eller et Stykke Blik, og antænder det; det brænder med en svag, blaalig Flamme. Nu stiller vi oven over det en Klokke eller et stort Glas, hvori der er anbragt en fugtig, helst mørke- blaa Blomst (Fig. 21). Vi ser, Svovlet brænder nogen Tid, og Blomstens Farve bliver blegere og blegere, indtil den til sidst bliver helt hvid. Tager vi Klokken op, mærker vi en stikkende, ubehagelig Lugt. Ved Svovlets Forbrænding dan- nes der en Luftart, Svovlilte, som har en stikkende Lugt og virker blegende. Svovlilte er giftig; den anvendes derfor ofte til at des- inficere med; naar der har været smitsom Sygdom i et Hus, brænder man undertiden Svovl i Værelserne. Naar Svovl brænder, dannes der Svovl- ilte; Svovlets Forbrænding er en kemisk Forandring. Et tredje Forsøg kan anstilles med Kul. Det gaar smukkest, naar det anstilles, som Fig. 22 viser. I det indsnevrede Glasrør lægges nogle smaa Fig. 22.