Kemien I Menneskets Tjeneste
Forfatter: Hans Rasmussen
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 482
UDK: 66(042)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
LUFTEN. FORBRÆNDING
21
Kobber -J- Ilt -J- Brint = Vand -|- Kobber;
Forsøget viser, at Vand bestaar udelukkende af Brint og Ilt.
Dersom man opsamler Vandet ved først at fylde U2 med et vandsugende
Stof, og man vejer Rørene R og U2 baade før og efter Forsøget, kan man finde
Vægtforholdene mellem Ilt og Brint i Vand. Ved nøjagtigt Forsøg vil man da
finde, at 8 Vægtdele Ilt forener sig med 1 Vægtdel Brint. Paa tilsvarende
Maade dannes alle andre kemiske Forbindelser:
De Grundstoffer, der danner en kemisk
Forbindelse, forener sig altid i bestemte
V ægtforhold.
Naar vi ophedede Kobberet skiftevis i en
Strøm af Ilt og Brint, saa vi, at Brinten ophæ-
vede Iltens Virkning; som oftest kan vi, ved at
ophede et Metalilte i Brint, faa Metallet igen.
Denne Virkning af Brinten kaldes Reduktion;
Iltning og Reduktion er modsatte kemi-
ske Virkninger. Som Reduktionsmiddel over
for Ilter kan man ogsaa benytte andre Stoffer
end Brint, f. Eks. Kul. I et tungtsmelteligt Prøve-
glas (Fig. 31) hældes en Blanding af Kobberilte-
pulver og pulveriseret Trækul. Naar Blandingen
ophedes stærkt, dannes der Kobber og Kultveilte, idet:
Fig. 31.
Kobberilte -j- Kul = Kobber -j- Kultveilte,
da Kul -j- Ht = Kultveilte.
Vægtforandring ved Forbrænding. Ved enhver Forbrænding i
Luften forbruges en Del af dennes Ilt. De nye Stoffer, der dannes ved For-
brændingen, kaldes Forbrændingsprodukterne. Brintens Forbrændings-
produkt er Vand, Kullets Kultveilte; Forbrændingsprodukterne af et Lys er
Kultveilte og Vand, af Svovl Svovlilte, afjern Jernilte, af Magnium Magnium-
ilte o. s. v. Dersom vi vejer et Skaar eller en Blikplade med Kobberpulver,
opheder det stærkt og vejer igen, finder vi, at det nu vejer mere. Dette er,
hvad vi maa vente, da den Ilt, der optages, har Vægt. Forbrændings-
produktet vejer altid mere end Brændstoffet; Vægtforøgelsen er
Vægten af den Ilt, der er brugt ved Forbrændingen.
Naar et Stykke Kul brænder, bliver det mindre og mindre; man skulde
da synes, at der ved Forbrændingen fremkom et Vægttab. I Virkeligheden
forøges Vægten ogsaa her, men da Forbrændingsproduktet, Kultveilte, er en
Luftart, som gaar bort, ser det ud, som om der skete et Vægttab. Paa
samme Maade gaar det ved Forbrænding af et Lys; her bortgaar baade