Kemien I Menneskets Tjeneste

312 ÆGGEHVIDESTOFFER, CELLULOSE, KAUTSJUK triumsulfid; begge de sidste Stoffer er kemiske Forbindelser af henholds- vis Kalkium eller Natrium og Svovl. I de Gasværker, hvor man bruger læsket Kalk til Rensning af Stenkulsgas, optager Kalken en Del Svovl (S. 168), og den svovlholdige „Gaskalk" egner sig ypperligt til Anvendelse i Garverierne. Naar Læderhuden er befriet for Over- og Underhud, er den endnu ikke tjenlig til Garvning; først maa den „bejtses". Bejtsningen bestaar i, at Huden behandles med en fortyndet Syre; herved fjærnes Kalken, og Huden bulner stærkt ud. Til Bejtse anvender man i Reglen ikke en Mineralsyre (f. Eks. Svovlsyre eller Saltsyre), men man fremstiller en særlig Vædske ved at røre Hvedeklid ud i Vand, tilsætte Surdejg og lade Blandingen henstaa nogen Tid helst ved en Temperatur af ca. 50°; der indtræder da Mælkesyregæring, og naar den mælkesure Vædske afkøles, er den en langt bedre Bejtse end Mi- neralsyrerne. Ved Rødgarvning kan man ogsaa benytte den brugte Garve- vædske, der endnu indeholder noget Garvesyre, som baade bevirker, at Huden svulmer op, og tillige indleder Garvningen. Garvningen bestaar i, at der tilføres Huden Garvestof, som lejrer sig inde i Huden og derved hindrer Fibrene i at falde sammen. Garvestof eller Garvesyre findes i en Mængde forskellige Plantedele; vi har saaledes tid- ligere set, at der var Garvesyre i Rødvin, i Te og i Kaffe, men disse Stoffer er alt for dyre at bruge til Garvning af Skind. Hertil bruger man Barken af forskellige Træer; navnlig er Barken af unge Egetræer rig paa Garve- syre; naar Træet har en Alder af 15—30 Aar, kan Barken skrælles af, hvor- efter den tørres og males til Pulver. Undertiden findes Garvestoffet i Træets Ved, saaledes i Quebrachotræ, som er en meget haard, mørkerød 1 ræsort, der i findelt Tilstand udføres i store Mængder fra Argentina. Den Garve- syre, der findes i de forskellige Planter, kan have en noget forskellig Sammen- sætning. Ved Rødgarvning anvendes hyppigst Egebark, hvis Garvesyre med- deler Læderet en rødbrun Farve, hvad der har givet Anledning til Navnet Rødgarvning. I tidligere Tid foregik Garvningen paa følgende Maade, der ofte endnu anvendes, især i mindre Garverier. I en Kule i Jorden (Fig. 234, D) lægges et Lag Barkpulver, derefter et Lag Huder, saa Barkpulver og atter Huder i stadig vekslende Lag, indtil det hele dækkes med Garvepulver, og Kulen fyldes med Vand. Garvestoffet i Barken gaar nu langsomt i Opløsning og trænger derefter ind i Huderne. Naar der er gaaet et Par Maaneder, er Garvestoffet opbrugt, men Huderne kan endnu optage meget mere. Man tømmer derfor Kulen, hvorefter man atter nedlægger Huderne med Lag af frisk Bark, saaledes at det Hudlag, der før var øverst, nu bliver det nederste. Jo længere Huderne ligger i Garvekulen, desto langsommere optager de Garvestoffet; først naar der er gaaet tre til fire Maaneder, har de optaget