Kemien I Menneskets Tjeneste

ÆGGEHVIDESTOFFER, CELLULOSE, KAUTSJUK 315 tyndere Stykker. Skal Læderet tillige være sort, dypper man Kødsiden i en Garvesyreopløsning, hvorefter det stryges med en Opløsning af Kobbersulfat og Jernsulfat, der forbinder sig med Garvesyren til et sort Farvestof. Der- som Læderet skal lakeres, stryges det med en Slags Fernis, der er farvet sort med Sod. Vandtæt kan man gøre Læder ved at behandle det med en varm Blanding af Voks opløst i Benzin. Til Saalelæder bruges Oksehuder, medens Skind af Kalve og Heste an- vendes til Overlæder. Ruslæder fremstiller man ved Garvning med Pile- bark, og efter Garvningen gnides Læderet med Birketjæreolie. Saffian laver man af Gedeskind, som behandles med et Garvestof, der giver Læderet en lys Farve; bagefter kan det da let farves. Uægte Saffian fremstilles af Faareskind. Hvidgarvning. Hertil anvender man ikke Garvesyre, men Kogsalt blan- det med enten Alun (Kaliumaluminiumsulfat) eller med Aluminiumsulfat. De Skind, der hvidgarves, er navnlig Skindene af Kalve, Faar eller Geder. Forud for Garvningen behandler man Skindene som ved Rødgarvning; kun benytter man altid her Mælkesyrebejtse. Naar Huderne er udbulnede, lægges de i en Garvevædske, der indeholder 20 pCt. af Saltene opløst i Vand, oftest dobbelt saa meget Aluminiumsulfat som Kogsalt; naar man har arbej- det Garvevædsken godt ind i Skindet, bliver det liggende 1 Døgn, hvorefter det tages op og tørres, uden at det først udvadskes. Garvningen beror paa, at Huden optager Aluminiumforbindelsen, hvorved Fibrene hindres i at falde sammen; dersom Læderet bagefter kommer i Vand, udtrækkes Aluminium- saltet igen, og Skindet skrumper ind; koger man hvidgarvet Skind med Vand, omdannes det til Lim ligesom ugarvet Skind. Hvidgarvning tager kun kort Tid; Skindet faar en lys Farve og kan let farves. Skind til Glacéhandsker fremstilles ved Hvidgarvning; man benytter fortrinsvis Skind af Gedekid, dog ogsaa Lammeskind. Garvevædsken tilbe- redes af Alun og Kogsalt opløst i Vand, og der tilsættes Mel og Ægge- blomme. Naar Huderne æltes godt i Vædsken, optager de baade Saltene og Blommens Æggehvidestoffer; men Blommen indeholder tillige et Fedtstof, der fordeles i Huden i fine Draaber og bidrager til, at Læderet bliver meget smidigt. Man har endnu ikke fundet noget Stof, der kan erstatte de temme- lig dyre Æggeblommer. Ogsaa Pelsværk underkastes en Slags Hvidgarvning. Først vadskes Skindet med Sæbe, hvorefter det tørres, og man indgnider Kødsiden med Fedt, hvoraf en Del trænger ind i Skindet. Derefter stryger man Kødsiden med Mælkesyrebejtse, hvorved den svulmer noget op, og den kan nu be- handles med Garvevædsken. Semsgarvning. Hertil bruger man Fedt, især Tran, som garvende Stof. Huderne faar den sædvanlige Behandling; dog fjærner man ikke blot Under-