Kemien I Menneskets Tjeneste

316 ÆGGEHVIDESTOFFER, CELLULOSE, KAUTSJUK hud og Overhud, men tillige det yderste Lag af Læderhuden, hvorved man opnaar, at Skindet bliver meget blødt. Efter at Skindet er bejtset med Mælke- syrebejtse, indgnides det med Fedt, indtil det ikke kan optage mere. Der- efter lægges Huderne sammen i Dynger, og der indtræder nu en Slags Gæ- ring; Garvningen er forbi, naar Skindet begynder at blive gult. Man søger da at bortskaffe det overflødige Fedt, idet man vadsker Skindet med en Op- løsning af Kaliumkarbonat, der bevirker, at Fedtet udskilles i fine Draaber, som skylles bort med Opløsningen; ved Tilsætning af Syre omdannes Kaliumkarbonatet, og Fedtet bliver til en sammenhængende Masse, der lægger sig ovenpaa Opløsningen. Dette Fedt egner sig særlig godt til at ind- gnide rødgarvet Læder med og anvendes til dette Brug under Navn af „Dé- gras“. Ved Semsgarvning optager Huderne Fedtstoffet, og det er ikke blot en fysisk Optagelse, men der sker tillige kemiske Omdannelser, idet en Del af Fedtsyren iltes og danner Stoffer, som forbinder sig saa stærkt med Hud- vævet, at Skindet bagefter ikke paavirkes af Vand, men endogsaa kan vad- skes med Sæbe. Skind, der er garvet med Fedt, kaldes Vadskeskind; det anvendes til Handsker, til Bandager og til Beklædning. Lim. I Garverierne faar man en Mængde Hudaffald, der ikke egner sig til Fremstilling af Læder. Saadant Affald lader man ikke gaa til Spilde, men det omdannes til Lim. I dette Øjemed lægger man Huddelene i Kalk- mælk, hvori de henligger i flere Uger; Kalken hindrer Forraadnelse, løsner Vævene, forbinder sig med Fedtstofferne til Kalksæbe og opløser en Del af de fremmede Bestanddele. Naar Behandlingen med Kalk er afsluttet, vadsker man med Vand. Derefter koges Huddelene med rigeligt Vand i aabne Ked- ler; en Del af Urenhederne samler sig da paa Overfladen af Vædsken og skummes af, medens de øvrige Urenheder filtreres fra Limsuppen, som der- efter koncentreres ved Inddampning i lukkede Kedler ved lavt Tryk. Den koncentrerede Limsuppe bleges derefter med Svovlilte og hældes ud i flade Forme, som afkøles ved koldt Vand; heri stivner Limen og skæres ud i fir- kantede Plader, som lægges til Tørring paa Traadnet, der efterlader Indtryk i den færdige Lim. Jo tyndere Pladerne er, og jo mere de er skrumpet sammen, desto bedre er Limen. Det er dog ikke blot Huder, der kan tjene som Raaprodukt til Frem- stilling af Lim. Et andet vigtigt Raaprodukt er Dyreknogler. Dersom man lægger en Knogle i Saltsyre, opløses Kalkiumsaltene, og der bliver et blødt Stof tilbage, der endnu har Knoglens Bygning, og som ved Kogning med Vand omdannes til Lim, der i enhver Henseende er af samme Godhed som Hudlim. Naar man til Opløsningen i Saltsyre sætter Kalkmælk, binder denne Syren, og der udskilles da et Bundfald af Kalkiumfosfat; dette Salt er et fortrinligt Gødningssalt, men da det, fremstillet paa denne Maade, er temmelig