Kemien I Menneskets Tjeneste

320 ÆGGEHVIDESTOFFER, CELLULOSE, KAUTSJUK naar man af en saadan blandet Vare skal fremstille Kunstuld. Man benytter sig da af, at forskellige Kemikalier, f. Eks. fortyndet Svovlsyre, Saltsyre eller Aluminiumklorid, indvirker paa Bomuld, men ikke paa Uld. Naar Blandingen behandles med en saadan Opløsning og derefter opvarmes til henimod 100°, omdannes Bomulden til Støv, der let kan bankes af. Silke er det Spind, som Silkeormens Larve spinder sig ind i, naar den vil forpuppe sig. Den Masse, som Silketraaden dannes af, findes færdig i Larven, før den spinder sig ind; det er en klar, farveløs Vædske, der er omgivet af et andet Stof, som enten er farveløst eller gult, og som udskilles gennem to Spindekirtler, der ligger paa Larvens Hoved. Vædsken stivner straks i Luften til en Dobbelttraad, hvoraf Larven fuldstændig omgives. Den indspundne Larve kaldes en „Kokon“. Allerede tre Dage efter Indspindingen har Larven forvandlet sig til Puppe, og man udvælger da de bedste af disse til videre Forplantning; i dette Øjemed henlægges de paa et lunt Sted, og ca. 3 Uger efter kryber der en Sommerfugl ud af Kokonen; for at slippe ud gennembider Sommerfuglen denne, og Silketraaden ødelægges helt. De Kokoner, der skal bruges til Fremstilling af Silke, opvarmes til ca. 70° enten i en Ovn ved varm Luft eller ved Vanddamp; herved dræbes Pupperne. Kokonerne lægges nu i varmt Vand, hvori de piskes med en Kost (Fig. 239) eller bearbejdes med Maskiner. Ved denne Behandling opløses det yderste Limlag; man fjærner nu det yderste, mindre værdifulde af Silken og finder Traadenden. Endnu medens Kokonerne svømmer omkring i det varme Vand, begynder man at afhaspe Traaden; da denne er meget tynd, lader man Traade fra indtil 10 Kokoner løbe sammen til een Traad. Hver enkelt Kokon leverer 400—600, meget sjældent indtil 1000 Meter brugbar Silke. Den raa Silke, som man har haspet af Kokonen, er endnu for tynd til videre Anven- delse, og man samler derfor to eller flere Traade, som snoes sammen til en enkelt brugbar Traad. Raasilke bestaar væsentlig af Fibroin, der omsluttes af Sericin eller Silkelim. Begge disse Stoffer er modstandsdygtige over for kogende Vand; i varmt Sæbevand opløses Sericinet, medens Fibroin bliver uforandret. Naar man derfor koger Raasilke med Sæbevand, gaar Sericin i Opløsning, og man faar Traade af Fibroin, som er stærkt glinsende. Sericinopløsningen bruges ved Farvning af Silke. Silkeavlen hører oprindelig hjemme i Østasien, hvor man fra gammel Tid forstod af Silkeormens Spind at fremstille en Traad, der egnede sig til Vævning. Allerede 4000 Aar før vor Tidsregning skal Kineserne have kendt til Silke. Fra Kina udbredte Silkeavlen sig til Japan; efter Sagnet skal det være en kinesisk Kejserdatter, som førte Silkeormen med sig. Ogsaa til Indien kom Silkeormen, og Aristoteles omtaler baade Silke og Silkeorm. Allerede hos Grækerne satte man stor Pris paa Silke, men hos Romerne