Kemien I Menneskets Tjeneste

Forfatter: Hans Rasmussen

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 482

UDK: 66(042)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 502 Forrige Næste
4-a 346 FARVNING OG FARVER £ ;; I; frem, hvad han ganske vist ogsaa fik, men hans Metode egnede sig ikke for praktisk Brug. Først 1859 lykkedes det Franskmanden Vergu in ad en mere praktisk Vej at fremstille et rødt Farvestof, som han kaldte Fuks in paa Grund af dets Lighed i Farve med Fuksiablomsten. Fuksin var en ganske anderledes pragtfuld Fremtoning end det uanselige Mauve'in, og havde dette Stof formaaet at henlede Opmærksomheden paa Sagen, ansporede Fuksin i ganske anden Grad til at blive ved. Med Stenkulstjæren som Raaprodukt udviklede der sig snart en mægtig Farveindustri, der helt og holdent hviler paa videnskabelig Forskning, og som paa sin Side har fremmet de viden- skabelige Undersøgelser ved stadig at give dem nye Maal og tilføre dem nyt Materiale. Paa dette Omraade er det Tyskland, der indtager en fremskudt Førerplads; Tyskland kan opvise en enkelt Storfabrik, hvis Hovedformaal er Farvefremstilling, og som beskæftiger over 8000 Mennesker; desuden har det en Mængde større og mindre Fabrikker. Det var dog ikke blot nye Farver, man vilde fremstille, men man søgte ogsaa ad kemisk Vej at efterlave de naturlige Farvestoffer; af disse er det kun lykkedes at fremstille to, nemlig Krap og Indigo, som ganske vist ogsaa er de to vigtigste. Af Krap brugte man Roden, hvoraf man forstod at fremstille flere for- skellige Farvestoffer, navnlig et smukt, rødt Stof. Krap var en Plante, der dyrkedes i stor Udstrækning i Middelhavslandene og Mellemeuropa. Efter at man i en Aarrække havde arbejdet med at undersøge Kraprodens Farve- stoffer, lykkedes det de tyske Kemikere Gräbe og Liebermann i Aaret 1868 at paavise, at Hovedfarvestoffet Alizarin i kemisk Henseende er nær beslægtet med Kulbrinten Antracen (S. 176). Kort efter blev Alizarin frem- stillet af Antracen; men først gennem en Række Undersøgelser og Forsøg naaede man til at fremstille Alizarin saa billigt, at det kunde sælges for en mindre Pris end det naturlige. Prisen paa Alizarin blev nu nedadgaaende; 1870 kostede knap 6 Kr. deres Jord til over 20 Mill. førte Tyskland 2245 Tons Krap, men 1907 udførte det 10 442 Tons Alizarin. Ved at bruge forskellige Bejtser kan man frembringe forskellige Farver med Alizarin. Med Aluminium- og Tinbejtse faar man saaledes en pragtfuld, rød Farve, med Jernbejtse en sortviolet eller sort Farve, ved Brugen af Krombejtse bliver Farven brunviolet, og Kalkiumhydroxyd giver en blaa Farve. Naar Alizarin nitreres med Salpetersyre i eddikesur Opløsning, faar man Alizarinorange, og ved at ophede Alizarin med koncentreret Svovl- syre og Glycerin faar man Farvestoffet Alizarinblaat. Det naturlige Farvestof, der skattedes højest, var dog Indigo, Farvernes & 1 Kilogram 240 Kr., 1878 kun 20 Kr. og i 1905 var Prisen Krapdyrkerne maatte opgive at dyrke Farveplanten og bruge Dyrkning af andre Planter. Medens Frankrig 1870 udførte for Kr. Krap, er Udførselen nu næsten helt ophørt; i 1872 ind-