Kemien I Menneskets Tjeneste
Forfatter: Hans Rasmussen
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 482
UDK: 66(042)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
4-a
346
FARVNING OG FARVER
£
;; I;
frem, hvad han ganske vist ogsaa fik, men hans Metode egnede sig ikke for
praktisk Brug. Først 1859 lykkedes det Franskmanden Vergu in ad en mere
praktisk Vej at fremstille et rødt Farvestof, som han kaldte Fuks in paa
Grund af dets Lighed i Farve med Fuksiablomsten. Fuksin var en ganske
anderledes pragtfuld Fremtoning end det uanselige Mauve'in, og havde dette
Stof formaaet at henlede Opmærksomheden paa Sagen, ansporede Fuksin i
ganske anden Grad til at blive ved. Med Stenkulstjæren som Raaprodukt
udviklede der sig snart en mægtig Farveindustri, der helt og holdent hviler
paa videnskabelig Forskning, og som paa sin Side har fremmet de viden-
skabelige Undersøgelser ved stadig at give dem nye Maal og tilføre dem nyt
Materiale. Paa dette Omraade er det Tyskland, der indtager en fremskudt
Førerplads; Tyskland kan opvise en enkelt Storfabrik, hvis Hovedformaal er
Farvefremstilling, og som beskæftiger over 8000 Mennesker; desuden har det
en Mængde større og mindre Fabrikker.
Det var dog ikke blot nye Farver, man vilde fremstille, men man søgte
ogsaa ad kemisk Vej at efterlave de naturlige Farvestoffer; af disse er det
kun lykkedes at fremstille to, nemlig Krap og Indigo, som ganske vist ogsaa
er de to vigtigste.
Af Krap brugte man Roden, hvoraf man forstod at fremstille flere for-
skellige Farvestoffer, navnlig et smukt, rødt Stof. Krap var en Plante, der
dyrkedes i stor Udstrækning i Middelhavslandene og Mellemeuropa. Efter at
man i en Aarrække havde arbejdet med at undersøge Kraprodens Farve-
stoffer, lykkedes det de tyske Kemikere Gräbe og Liebermann i Aaret
1868 at paavise, at Hovedfarvestoffet Alizarin i kemisk Henseende er nær
beslægtet med Kulbrinten Antracen (S. 176). Kort efter blev Alizarin frem-
stillet af Antracen; men først gennem en Række Undersøgelser og Forsøg
naaede man til at fremstille Alizarin saa billigt, at det kunde sælges for en
mindre Pris end det naturlige. Prisen paa Alizarin blev nu nedadgaaende;
1870 kostede
knap 6 Kr.
deres Jord til
over 20 Mill.
førte Tyskland 2245 Tons Krap, men 1907 udførte det 10 442 Tons Alizarin.
Ved at bruge forskellige Bejtser kan man frembringe forskellige Farver
med Alizarin. Med Aluminium- og Tinbejtse faar man saaledes en pragtfuld,
rød Farve, med Jernbejtse en sortviolet eller sort Farve, ved Brugen af
Krombejtse bliver Farven brunviolet, og Kalkiumhydroxyd giver en blaa
Farve. Naar Alizarin nitreres med Salpetersyre i eddikesur Opløsning, faar
man Alizarinorange, og ved at ophede Alizarin med koncentreret Svovl-
syre og Glycerin faar man Farvestoffet Alizarinblaat.
Det naturlige Farvestof, der skattedes højest, var dog Indigo, Farvernes
&
1 Kilogram 240 Kr., 1878 kun 20 Kr. og i 1905 var Prisen
Krapdyrkerne maatte opgive at dyrke Farveplanten og bruge
Dyrkning af andre Planter. Medens Frankrig 1870 udførte for
Kr. Krap, er Udførselen nu næsten helt ophørt; i 1872 ind-