ForsideBøgerKemien I Menneskets Tjeneste

Kemien I Menneskets Tjeneste

Forfatter: Hans Rasmussen

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 482

UDK: 66(042)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 502 Forrige Næste
FARVNING OG FARVER 345 ad Gangen, og man har Maskiner, der trykker Mønsteret paa begge Sider af Tøjet. Naar et Mønster ikke mere er moderne, hvilket i Reglen indtræffer efter et halvt Aars Forløb, slibes Valsen af, hvorefter et nyt Mønster ætses ind i den. Naar Bomuldstøjet er farvet, forsynes det med Appretur, hvorved det faar et glattere Udseende og gør Indtryk af at være sværere Stof. Til Appre- tur bruger man Stivelseklister, som sammenrøres med Gips, Ler, Kridt eller lignende Stoffer; Tilsætning af Paraffin og Sæbe forhøjer Glansen. Appretur- massen smøres ud paa Tøjet i et tyndt Lag; derefter tørres og glattes Tøjet. Ved bagefter at underkaste Bomuldsstofferne stærkt Tryk kan man give dem Silkeglans. Organiske Farvestoffer. Medens Nutidens Mennesker kender et Utal af Farvestoffer, var de Farver, man kendte i Oldtiden, temmelig faa; Plinius omtaler 6 Farver, nemlig rødt, blaat, grønt, orange, graat og hvidt. Meget anset var især den røde Farve, man fik af Purpursneglen. I Tidens Løb lærte man flere Farvestoffer at kende, og selve Farveteknikken udvik- ledes. Amerikas Opdagelse bragte nye Farvestoffer, f. Eks. Blaatræ og Rød- træ, medens Indien leverede Indigo. I det 16de Aarh. naaede Krapplanten til Europa, og omtrent samtidig fandt Hollænderen Cornelis Drebbel, at naar man til en Kochenilleopløsning satte et Tinsalt, fik man en skarlagen- rød Farve, der i Skønhed langt overgik Oldtidens Purpur. Til Trods for alle Forbedringer var man indtil Midten af det 19de Aarh. dog ikke naaet videre end til at anvende det ret begrænsede Antal af naturlige Farvestoffer. Da indtraadte der et Vendepunkt i Farvernes og Farveteknikkens Historie. Den tyske Kemiker A. W. Hofmann havde i flere Aar arbejdet med Stenkulstjæren, hvoraf han bl. a. havde fremstillet Benzol og Anilin. Medens han var paa en Rejse i London 1856, skete det, at hans Assistent, Englænderen Perkin, ved Iltning af Anilin fik dannet et sort Pulver, som med Spiritus gav en rødviolet Opløsning. Der var andre end Perkin, som saaledes havde fremstillet farvede Stoffer ved deres Syslen med kemiske Arbejder; men Perkin fik den heldige Indskydelse at under- søge, om det nye Stof, Mauvei’n, muligt egnede sig til at farve Tøj med, og Forsøget gav et gunstigt Resultat. Da Hofmann kom tilbage fra sin Rejse, blev han ikke lidet overrasket over at finde sin Assistent, som han troede helt og holdent optaget af at udgranske Sammensætningen af Kinin, i fuld Virksomhed med at udnytte det nye Farvestof. Perkins Opdagelse vakte stor Opsigt, og Hofmann kom nu i Tanker om, at en anden Kemiker havde faaet et rødt Farvestof af Anilin, hvad dog ingen havde tænkt nærmere over. Nu gav Hofmann sig til at arbejde med det, for om det muligvis skulde lykkes ham atter at faa den røde Farve