Kemien I Menneskets Tjeneste

348 FARVNING OG FARVER Indigoen, som synker ned paa Bunden. Det blaa Bundfald vadskes godt, tørres derefter, skæres i Tærninger, og det er nu færdigt til at gaa i Handelen. Vi har dog ogsaa i Europa en Plante, Waid, hvoraf man kan udvinde en ringe Mængde Indigo. I Middelalderen var Handelsforbindelsen med In- dien vanskelig, og man indførte derfor ikke Indigo, men hjalp sig med den hjemlige Plante. Da Efterspørgselen efter det smukke, blaa Farvestof var stor, blev Waid en Kulturplante, hvis Dyrkning fik stor Betydning som Indtægts- kilde for mange Egne i Mellemeuropa. Da Søvejen til Indien var opdaget, og Handelsforbindelsen blev langt lettere, kom der Indigo til Europa, og den indiske Indigo var baade billigere end den hjemlige og havde meget større Farvekraft. For Farverne var det en stor Fordel at benytte den, men for Waiddyrkerne var det et stort Tab, og Waiddyrkerne opnaaede, at Staternes Regeringer lagde stor Told paa Indigo, og hvor dette ikke nyttede, blev der nedlagt Forbud mod Indførselen af den, eller man fandt paa andre Forhin- dringer; saaledes maatte Borgerne i Nurnberg i lang Tid hvert Aar sværge en dyr Ed paa, at de ikke vilde benytte udenlandsk Indigo. I England satte Waiddyrkerne igennem, at den Indigo, der allerede var kommen til Landet, blev ødelagt, den fremtidige Indførsel blev helt forbudt, og hvis nogen allige- vel vovede at bruge Indigo, skulde han lide Døden. Dette urimelige Forbud blev først ophævet 1737. Til Trods for alle Forbud, som det lykkedes Dum- hed og Brødnid at fremkalde, sejrede den indiske Indigo, og fra det 17de Aarhundrede beherskede den Verdensmarkedet, medens Waiddyrkningen gik mere og mere tilbage. Men heller ikke Indigoen skulde holde sig ved Magten. Fra 1870 af fik den farlige Konkurrenter i de nye Tjærefarvestoffer, navnlig Alizarinblaat, som baade i Skønhed og Ægthed kommer Indigo nær. Indigos værste Fjende blev dog den kemiske Forskning, der selvfølgelig stræbte efter at lave kun- stig Indigo. I 1880 lykkedes det den tyske Kemiker A. v. Baeyer gennem en Række glimrende Eksperimenter at fremstille Indigo; men det kunstige Produkt blev dyrere end det naturlige. Dog Problemet var løst; der blev arbejdet videre, og i Aaret 1897 kom kunstig Indigo i Handelen som en Vare, der staar over det naturlige Farvestof, idet den er langt renere. Den kunstige Indigo blev et haardt Slag for Indigodyrkerne; skøndt denne Plante dyrkes i et Land, hvor Folketætheden er stor, og Arbejderen er parat til at arbejde for den usleste Løn, gaar alligevel Indigoavlen tilbage med Kæmpe- skridt; 1896 dyrkedes der Indigo paa et Areal af Størrelse omtrent som Sjælland, men i 1908 var det Stykke Land, som anvendtes til Indigodyrk- ning, ikke engang saa stort som Lolland. Medens Tyskland i 1896 indførte 2 000 Tons Indigo til en Værdi af 11 Mill. Kr., udførte det i 1905 over 11 000 Tons til en Værdi af 23 Mill. Kr. I 1907 udførte Tyskland for 38