Kemien I Menneskets Tjeneste

350 FARVNING OG FARVER at udgranske Ultramarins Sammensætning, og da man havde fundet, at det bestod af Aluminium, Kisel, Svovl og Ilt, varede det ikke ret mange Aar, før man var i Stand til at fremstille kunstigt Ultramarin. Det kunstige Farvestof kan fremstilles temmelig billigt, hvad vi ser af Prisen for det; 1907 kostede 1 Kilogram Ultramarin kun knap 50 Øre, medens det naturlige Farvestof i 1820 kostede ca. 3000 Kr. I vore Dage bruges kun det kunstige Ultramarin. Af de talrige naturlige og kunstige Mineralfarver skal vi kun nævne nogle enkelte. Som hvide Farver bruges Zinkilte (Zinkhvidt), Blykarbonat (Blyhvidt), Bariumsulfat, Bariumkarbonat og Kridt. De bedste sorte Farver er Grafit og Sod. Af blaa Farver har navnlig Pariserblaat og Berliner- blaat, der begge er Forbindelser af Jern og Cyan (S. 158), samt Ultramarin stor Betydning. Kobberforbindelser navnlig i Forening med Arsenik giver smukke grønne Farver, som desværre er meget giftige. Som gule Farver an- vendes Blyilte og Blykromat (Kromgult), medens en anden Form af Bly- kromat (Kromrødt) har en smuk rød Farve. Forøvrigt benyttes forskellige Jernilter samt Mønnie (S. 70) og Zinnober (Forbindelse af Kviksølv og Svovl) som røde Farver. De uorganiske Farvestoffer forskønnes ofte ved Tilsætning af Farvelak (S. 343), som er Metalforbindelser af organiske Farve- stoffer. Undertiden anvendes selve Metallerne, saaledes Kobber og Messing, til Farver (Broncefarver). Naar Farverne skal anvendes til Maling, kan man røre Farvestoffet ud i Limvand, og idet Vædsken smøres ud i tynde Lag, stivner Limen og hol- der Farven fast. Limfarve har dog den Ulæmpe, at den ikke taaler Fugtig- hed, hvorfor den ikke kan anvendes i det fri. Langt mere modstandsdygtige er Oliefarver. Vi har tidligere set, at de fleste flydende Fedtstoffer bliver harske ved Henstand i Luften. Nogle Planteolier forholder sig dog paa en anden Maade, idet de størkner til en fast Masse, naar de smøres ud i tynde Lag. Saadanne Stoffer kaldes tørrende Olier; den vigtigste af disse er Linolie, som man udvinder af Hørfrø; desuden har Olierne af Valmuefrø og Valnødder Betyd- ning som tørrende Olier. Naar Olierne tørrer ind, beror det paa, at de til- stedeværende Fedtsyrer optager Ilt fra Luften. Iltoptagelsen foregaar hur- tigere ved Opvarmning, navnlig naar man tillige tilsætter Bly- eller Mangan- forbindelser. Den indtørrede Hinde er i tynde Lag gennemsigtig, temmelig haard og uigennemtrængelig for Vand. Tørrende Olier anvendes især til Fernis, og de opvarmes da først med Bly- eller Mangansalte. Til Oliemaling røres Farvestofferne ud i Fernis, og idet Olien tørrer ind, befæstes Farven til Underlaget. Til Malerier maa man helst bruge Fernis af Valmue- eller Valnøddeolie, da disse er mere smidige end Linoliefernis og derfor vanskeligere sprækker. Bogtrykkerne bruger Linolie, som opvarmes, idet der samtidig blæses Luft ind i den; herved bliver