Kemien I Menneskets Tjeneste

SVOVLSYRE OG KALK 355 Kalk. Ligesom Svovlsyre er den Syre, der fremstilles i størst Mængde, og som har størst Betydning i den kemiske Industri, er Kalkiumhydroxyd, navnlig paa Grund af sin store Prisbillighed, den Base, der anvendes mest. Vi har allerede ved flere Lejligheder omtalt læsket Kalk, som vi har set anvendt til Afdrivning af Ammoniak (S. 166), til at optage Raaeddikens Syre (S. 127), i Gasrenseren (S. 163), til Spaltning af Fedtstoffer ved Stearinlys- fabrikationen (S. 179), til Rensning af haardt Vand (S. 222) og Sukkersaft (S. 247) samt til Behandling af Huderne ved Garvning (S. 311) og ved Lim- fremstilling (S. 316). Foruden til de allerede nævnte Formaal benyttes læsket Kalk eller brændt Kalk i Sodaindustrien, ved Fremstilling af Staal, Kunst- gødning og Klorkalk. Naar hertil endnu kommer Kalkens vigtigste Anven- delse til Mørtel, maa de Eksempler, vi har nævnet, tilstrækkeligt vise, hvilken Betydning Kalken har. Raamaterialet for Fremstilling af Kalkiumhydroxyd er altid brændt Kalk, som man faar af Kalksten (Kalkiumkarbonat), der ved Ophedning spaltes til brændt Kalk (Kalkiumilte) og Kultveilte (S. 40). Omsætningen kan skrives saaledes: Kalkiumkarbonat Kalkiumilte -j- Kultveilte. Da Kalkiumilte forener sig med Kultveilte under Varmeudvikling, maa der tilføres en ret betydelig Varme for at faa Omsætningen til at gaa den modsatte Vej (S. 139), og skal Spaltningen være fuldstændig, maa den fri- gjorte Kultveilte hele Tiden fjærnes; det er af den Grund, vi ved Forsøget Fig. 54 blæser Luft igennem Røret, idet Luftstrømmen river Kultveilten med sig. Kalkbrænding er en af de ældste Former af kemisk Industri. Den simpleste Form for en Kalkovn faar man ved i selve Kalkgravens Skrænt at indbygge en Ovn, der har en Aabning for neden og er indsnævret op- efter. I denne Ovn begynder man at stable nogle større Kalksten saaledes, at de danner en Hvælving, og at der under dem fremkommer et Rum, hvori man kan lægge Brændselet. Derpaa fylder man Ovnen ovenfra med mindre Kalksten, tænder Brændselet og holder Ilden vedlige, indtil Stenene i Hvæl- vingen er hvidglødende; Ovnen tømmes nu, og man kan derefter fylde den til en ny Brænding. Ved en saadan Fremgangsmaade bruges der urimelig meget Brændsel, idet Ovnen afkøles, hver Gang den tømmes og fyldes paa ny. Langt mere økonomisk er Skaktovnen (Fig. 256), hvori man kan vedblive at brænde Kalk uden Afbrydelse, idet man tager den brændte Kalk ud forneden og fylder Ovnen gennem Sidedørene afvekslende med Lag af Brændsel og Kalksten. Nu benyttes Skaktovnene væsentlig kun i Soda- og Sukkerfabrikkerne (Fig. 198), hvor der kun skal fremstilles mindre Mængder af brændt Kalk. Baade i Soda- og Sukkerfabrikkerne har man tillige Brug 23*