Kemien I Menneskets Tjeneste

 358 SVOVLSYRE OG KALK flyttes til Nr. 7, der imidlertid er bleven fyldt med Brændsel; Ventilen i n« lukkes, og Ventilen i n# aabnes; Forbrændingsprodukterne, der kommer ind i Nr. 12, er nu mindre afkølede end før og hede nok til, at de kan brænde Skærmen igennem, hvorefter de gaar ud i ris. Næste Gang anbringes Skær- men mellem 14 og 1, Nr. 2 tømmes, Forbrændingen flyttes til Nr. 8, og man kan saaledes vedblive at tømme og fylde de følgende Afdelinger, idet Bræn- dingen uafbrudt fortsættes. De rene Former af Kalkiumkarbonat, f. Eks. Marmor, anvendes ikke til Kalkbrænding, da de er et altfor kostbart Raamateriale; derimod bruger man Kalksten eller Kridt, som hyppigt indeholder fremmede Bestanddele, især Ler, Magnium- og Jernforbindelser. Jo renere Kalkstenen er, desto højere Temperatur taaler den, og desto lettere er det at brænde den. Rent Kal- kiumilte smelter ikke, førend den ophedes til den høje Varmegrad, den elek- triske Ovn kan frembringe; naar man rører det ud med Vand, læskes det under stærk Varmeudvikling, og rørt ud med mere Vand danner det en fast, hvid og „fed" Dejg. Leret Kalksten skal brændes med større Forsigtighed, da den sintrer sammen ved højere Varmegrad; den giver et tættere Produkt, som vanskeligere læskes, og naar den røres ud med Vand, faar man en kornet, „mager" Masse. Dersom den lerholdige Kalksten har været for en højere Varmegrad, bliver den „dødbrændt", og den kan da læskes fuldstændigt. Mørtel. Naar man har læsket Kalken, røres den ud med mere og hældes ned i en Kule i Jorden, hvor den henligger tildækket nogen Tid. Ved denne Henliggen bliver Læskningen fuldstændig, og det hele omdannes til en tæt Masse, som Luftens Kultveilte vanskeligt trænger ned i; de op- løselige Metalsalte, der findes i Kalken, siver efterhaanden ned i Jorden. Naar man skal benytte Kalken, blander man den med Sand, saaledes at man bruger mindre Sand til den magre end til den fede Kalk; desuden tilsætter man Vand, men kun saa meget, at Blandingen endnu danner en sammen- hængende Masse. Ved Muringen befugtes Stenene først med Vand, og Mør- telen lægges derefter paa i et tykt Lag. At Muren bliver fast, beror paa, at Mør- telen tørrer ind, idet den afgiver Vand, samtidig med at Luftens Kultveilte forbinder sig med Kalkiumhydroxydet til en haard Masse, der sammenkitter Sandet med Stenene. Sandet tjener kun til at lette Kultveilten Adgangen og hindre, at Kalken slaar Revner, idet den tørrer ind. Den Tid, der medgaar til Mørtelens Hærdning, afhænger bl. a. af Vandmængden, idet baade for lidt og for meget Vand hindrer Hærdningen; et Hus er ikke beboeligt, førend Vandmængden i Mørtel og Kalkpuds er gaaet ned til godt 1 pCt. Endelig har Vejrliget stor Indflydelse paa Hærdningen; om Vinteren foregaar den meget langsomt; men man kan fremskynde den ved at brænde Koks paa aabne Ildsteder, hvorved der baade dannes Kultveilte og udvikles Varme. udsat ikke Vand