Kemien I Menneskets Tjeneste

368 SALT OG SODA udsat en betydelig Præmie for den bedste Løsning paa den Opgave af Kog- salt at fremstille et Produkt, der i Godhed stod paa Højde med Barillasoda. Leblancs Metode vandt Prisen. Efter denne fremstiller man først Natrium- sulfat ved at behandle Kogsalt med koncentreret Svovlsyre. Derefter blandes Natriumsulfatet med Kul og Kalkiumkarbonat, og ved Ophedning af Blan- dingen sker følgende Omsætninger: Natriumsulfat -j- Kul = Natriumsulfid -j- Kultveilte (eller Kulilte), Natrium, Svovl, Ilt Natrium, Svovl Natriumsulfid -f- Kalkiumkarbonat = Natriumkarbonat -|- Kalkiumsulfid. Ophedningen foregik i mindre Ovne, hvor Blandingen efterhaanden ud- sættes for stærkere og stærkere Varme; den bliver tyndflydende, naar der er dannet Natriumsulfid, og Ovndøren maa nu staa aaben, for at man stadig kan røre rundt i Blandingen. I Begyndelsen bortgaar der Kultveilte, men til sidst fremkommer der Kulilte, der brænder ud af Ovnen med en grøngul Flamme. Kulilteflammen er Kendemærke paa, at Omsætningen er tilende- bragt. Ved denne Fremgangsmaade faar man Raasoda, der væsentlig bestaar af Soda og Kalkiumsulfid, men tillige indeholder en Del brændt Kalk og Kul samt ringe Mængder af Kogsalt, Natriumsulfat og Forbindelser afjern, Alu- minium og Kisel. Raasodaen renses ved Opløsning i Vand, hvorved de fleste af de fremmede Stoffer bliver uopløste, da de er meget tungere opløselige end Soda. Leblancs Soda var saaledes et langt renere Produkt end Barilla- sodaen. Leblanc manglede Penge til selv at udnytte sin Opdagelse; men Her- tugen af Orleans stillede de nødvendige Midler til hans Raadighed, og 1791 oprettede han den første Sodafabrik, som viste sig at være en god Forret- ning. Hans Held varede dog kun kort. Allerede 1793 blev Hertugen af Or- leans henrettet og hans Ejendele inddraget af Regeringen, og da Sodafabrik- ken var opført for Hertugens Penge, blev den ogsaa taget med. Hermed standsede den begyndende Sodaindustri. Ganske vist havde Leblanc endnu sit Patent paa Sodafremstilling, men han manglede Penge til at udnytte det. Heller ikke Patentet fik han Lov til at beholde. De store Krige virkede lammende paa Forretningslivet, og Frankrig kunde til sidst ikke skaffe sig den nødvendige Mængde af Soda og Potaske; Leblanc blev da tvungen til at bringe sit Patent som Offer for det betrængte Fædreland. Skøndt han senere atter fik en Sodafabrik, lykkedes det ham dog aldrig igen at faa den til at gaa, da han altid manglede de nødvendige Pengemidler, og den franske Stat var altfor optaget af at slide sig op i kostbare Krige, til at den kunde beskæftige sig med en saadan Bagatel som Sodafabrikation. Fabrikken syg- nede hen, og Leblanc selv døde i et Fattighus 1806.