Kemien I Menneskets Tjeneste

SALT OG SODA 375 liumhydroxyd, bliver den en „blød“ Sæbe. Som Raaprodukt anvendes til den bløde Limsæbe Linolie, Hampeolie, Tran og andre billige Olier, og man faar ved Forsæbningen en blød Masse, der ikke tørrer ind. Om Sommeren kan Sæben let blive for blød, og man benytter derfor lidt Natriumhydroxyd ved Forsæbningen, hvad der gør Sæben fastere. Grøn Sæbe og Brun Sæbe er Limsæber. Da Limsæberne indeholder mange fremmede Stoffer og tillige er i Stand til at optage forskellige billige Tilsætninger, f. Eks. Harpiks eller Vandglas (Natriumsilikat; S. 43), faar man her et langt større Udbytte end ved Kærnesæben, idet 100 kg Fedt giver indtil 250 kg Sæbe. Den billigste Sæbe fremstiller man ved at forsæbe Kokosolie med Natriumhydroxyd; For- sæbningen foregaar uden Opvarmning, og den „haarde“ Limsæbe, man faar, har en forbavsende Evne til at optage værdiløse Tilsætninger, hvorfor Ud- byttet kan gaa op til 500 kg Sæbe af 100 kg Olie. Sæbens rensende Egenskaber beror paa, at den, udrørt i Vand, fordeler Fedtstofferne til fine Draaber, hvorved der fremkommer en Vædske, som let befugter Hud og Tøj og løsner Smudsdele, saa at de kan skylles bort med Vandet. Varmt Sæbevand virker stærkere end koldt. Gode Sæber maa ikke indeholde ret meget frit Alkali, da dette angriber baade Huden og Tøjstoffer; heller ikke maa de indeholde Fedt, som er uomdannet, da dette gør Sæben harsk og meddeler den en ubehagelig Lugt. Dersom man til en vandig Sæbeopløsning sætter et Aluminiumsalt, dan- nes der et Bundfald af uopløselig Aluminiumsæbe; hvis Bundfaldet udskilles i Porerne paa Tøj, bliver Tøjet vandtæt. Blysæbe har stor Anvendelse til Salver og Plastre; tillige bruges den ligesom Mangansæben til Fernis (S. 350). Brom, Jod og Fluor. Vi har S. 101 omtalt, at Grundstofferne kan opstilles i et System, hvori deres Plads til en vis Grad angiver deres Egen- skaber. 1 dette System er flere Grundstoffer samlede til Grupper, og mellem hver enkelt Gruppes Grundstoffer vil man altid finde visse fælles Egen- skaber. En saadan Gruppe danner Grundstofferne Fluor, Klor, Brom og Jod. Naar vi tidligere særlig har beskæftiget os med Klor, beror det paa, at dette Grundstof findes i langt større Mængde end de tre andre og som Følge heraf har meget større praktisk Betydning. Klor var derfor ogsaa det første af de fire Grundstoffer, som blev fremstillet, hvad der allerede lykke- des for Scheele 1774. Scheele ansaa Klor for „deflogisteret" Saltsyre, d. v.s. Saltsyre, som har afgivet Flogiston; senere antog man, at Klor var en kemisk Forbindelse af Ilt og „Muriaticum“ (S. 95), indtil denne Tro begyndte at vakle, da Davy 1810 hævdede, at Klor var et Grundstof. Skøndt det saa- ledes varede over en Menneskealder, førend man blev klar over, hvad Klor egentlig var for et Stof, lærte man hurtigt at udnytte det i det praktiske Liv, idet Berthollet 1785 opdagede dets blegende Virkning, og Tennant 14 Aar