Kemien I Menneskets Tjeneste

, 4 408 SILIKATER ding, der altid indeholder mere eller mindre „Lerstof11. Selve Lerstoffet er et vandholdigt Aluminiumsilikat, der altsaa kan tænkes sammensat af Alumi- niumilte, Kiselilte samt Vand, og da Lerstoffet indeholder 40 pCt. Aluminium- ilte, er det indlysende, at der aldrig kan findes en større Mængde af dette Metalilte i Ler. Den reneste Lerart, der forekommer, er Kaolin, som inde- holder fra 60 til 97 pCt. Lerstof foruden Kvarts, Feldspat samt Silikater af Jern, Kalkium, Magnium og Alkalierne. Naar man ælter tørt Ler sammen med Vand, optager Leret efter dets Beskaffenhed en større eller mindre Mængde Vand, hvorved det omdannes til en dejgagtig Masse, der let kan formes, og naar den tørres i Luften, be- holder den Formen. Dersom man pulveriserer en lufttørret Lergenstand og atter sammenælter den med Vand, faar man igen Lerdejg. Hvis Genstanden derimod ophedes stærkt („brændes"), omdannes Leret kemisk, og det kan nu ikke mere optage Vand; altsaa har det mistet sine plastiske Egenskaber, d. v. s. det kan ikke mere formes. Baade ved Lufttørring og Brænding svin- der Leret stærkt, idet det afgiver Vand og de enkelte Smaadele kommer til at ligge nærmere ved hverandre. Jo „federe" Leret er, desto lettere kan det formes, men desto mere svinder det ogsaa; derfor egner det fede Ler sig ikke til Fremstilling af Lervarer, med. mindre man gør det magrere ved Til- sætning af forskellige Stoffer, f. Eks. brændt Ler, Kvarts eller Flintesten, som først er malede til et fint Pulver. Om Leret har højt eller lavt Smeltepunkt, beror paa Mængden af Lerstof; jo mere der er af dette, desto højere Varme- grad kan Leret udsættes for uden at smelte, og desto bedre Varer kan man fremstille af det. Naar Leret bliver brændt, faar det ofte en rødlig Farve, som skyldes de forskellige Urenheder, navnlig Jernforbindelser. Selv det hvi- deste Porcelæn indeholder saadanne; men naar den sidste Del af Brændingen sker ved Hjælp af en reducerende Flamme, virker en ringe Jernmængde ikke farvende, ifald der er rigelig Aluminiumilte i Leret. En større Mængde Jern giver Leret en lysegul eller lysebrun Farve; hvis der tillige er mindre Aluminiumilte, bliver Farven rød, og er Leret samtidig meget kalkholdigt, bliver det gult eller hvidgult. Kendskabet til at fremstille Lervarer gaar langt tilbage i Tiden. Hvor- ledes Menneskene har lært Lerets Egenskaber at kende, ved vi intet om; men det er ret sandsynligt, at man har lagt Mærke til, at naar man traadte i fugtigt Ler, fremkom der en Fordybning af Fodens Form, som blev staaende i Leret, naar det tørrede ind. Heraf har Folk lært, at Ler kunde formes, og de første Lergenstande blev tørrede i Solen; men saadanne soltørrede Ting var skrøbelige Varer, der ikke taalte Berøring med Vand. Det næste store Skridt, som rimeligvis har taget lang Tid at naa, var at gaa over til at „brænde" Leret. Man fik da Kar, der beholdt Formen, men var porøse og derfor ikke egnede sig til Opbevaring af Vædsker. Ved Brændingen kunde f* *•*■<!» <1 L-