Kemien I Menneskets Tjeneste

SILIKATER 415 Fajance kendte man allerede i Middelalderen; den skal have Navn af den italienske By Faénza, hvor Fajancevarer først blev fremstillede og vakte Datidens Beundring. Til Fajance anvendes Ler, der ikke taaler stærk Ophedning, og den brændte Masse vedbliver derfor at være porøs. Lige- som Porcelæn stilles Fajance i Kapsler og brændes to Gange; men Varme- graden er højest ved den første Brænding, og Blankbrændingen foregaar ved lavere Temperatur. Heraf følger, at man maa benytte en letsmeltelig Bly- glasur, som fremstilles ved at blande Ler, Kvarts, Blyilte og Alkalier. Da Blankbrændingen sker ved temmelig lav Varmegrad, bruger man oftest Underglasurmaling. En Form af Fajance er Majolika, hvor Lerets urene Farve dækkes af en uigennemsigtig Tinglasur. Ogsaa det bekendte Del fte r Porcelæn var en porøs, farvet Lervare, som dækkedes med Tinglasur. Det blev ofte blaamalet for at efterligne det kinesiske Porcelæn; i sin Tid var det meget efterspurgt, men blev efterhaanden fortrængt af det fine europæiske Porcelæn. Pottemagervarer fremstilles af farvet Ler, der let smelter, hvorfor Brændingstemperaturen er temmelig lav. Naar de formede Genstande er lufttørrede, dyppes de i en Masse af Blyglasur og brændes; nogle Potte- magerarbejder f. Eks. Blomsterpotter glaseres ikke. Til Terrakotta bruges Lerblandinger, der ved Brænding faar en smuk lysegul eller rød Farve. Grækerne var Mestre i at fremstille smukke Terrakottagenstande; ogsaa i Nutiden har flere Lande, bl. a. Danmark, en ikke ubetydelig Terrakotta- industri. Til Fremstilling af Mursten og Tagsten bruger man de almindelige Lerarter, der findes næsten overalt. Dersom Leret indeholder Sten, maa disse fraskilles, førend det æltes sammen med Vand til en plastisk Masse, der formes enten paa Maskine eller ved Haandkraft. De lufttørrede Sten brændes i store Ovne, nu næsten altid Hoffmanns Ringovn (S. 356), der op- rindelig blev konstrueret som Teglovn. For de bedre Sten, der enten er røde eller lysegule, foregaar Brændingen ved ca. 1000°. Mursten maa være mod- standsdygtige over for Vejrligets Indflydelse; tillige skal de være saa porøse, at de let kan optage Mørtelen. Jo højere Brændetemperaturen er, desto bedre Sten faar man, men desto bedre Ler kræves ogsaa; dersom Leret er meget kalkholdigt, taaler det ikke ret stærk Brænding, hvorfor kalkrig Ler giver daarlige Sten. Blaasorte Sten faar man ved at benytte en kulrig, reducerende Ild til Brændingen eller ved Farvning med Jernforbindelser. Til glaserede Sten bruges en Blyglasur, som Stenene stryges med, hvorefter de atter brændes.